Klean ansætter kommerciel direktør og direktør for customer experience

Lene Thirup og Anders Frey Birkmose indtræder også begge som partnere.

En markant kundetilgang og en positiv økonomisk udvikling over de seneste tre år får nu det digitale bureau Klean til at styrke de markedsmæssige og kundevendte kompetencer. Det sker med ansættelsen af to nye profiler i form af Lene Thirup, der bliver kommerciel direktør og Anders Frey Birkmose, der bliver direktør for customer experience. De bliver begge partnere. Dermed bliver de en del af et ledelsesmæssigt firkløver, der desuden består af administrerende direktør Ole Østergaard og direktør for forretningsudvikling Jesper Sørensen.

Lene Thirup indtræder som kommerciel direktør med ansvar for salg. Hun skal bidrage til den fortsat positive udvikling og tilgang af nye kunder. Lene har en fortid hos internationale bureauer som Valtech, Creuna og Isobar. Hun har gennem de sidste 15 år varetaget forskellige ledende poster med kommercielt ansvar inden for B2B.

Anders Frey Birkmose indtræder som direktør for customer experience. Anders har en kommerciel baggrund fra Aarhus BSS / Handelshøjskolen og har siden 2001 arbejdet med digital kommunikation, design og udvikling af løsninger både B2B og B2C hos Danske Bank, Datagraf og AKQA. Han skal som rådgiver bidrage med øget fokus på at skabe en sammenhængende digital kundeoplevelse hos Kleans kunder, opsætte og prioritere forretningsmæssige mål og hjælpe kunderne med at nå disse.

Udover Lene Thirup og Anders Frey Birkmose har Klean ansat yderligere kræfter til at stå for digital markedsføring.