Aalborg-bureau genopstår

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Shrpa forsvandt af navn i 2014, da man fusionerede med digitalbureauet Combine. Nu er Combine solgt, og Shrpa genopstår som rendyrket reklamebureau.

Mandag meddelte Nordjyske Medier, at digitalbureauet Combine var solgt til tre ledende medarbejdere.

Tirsdag lød meldingen, at reklamebureau-delen i Combine ikke var til salg, og at Nordjyske Medier kiggede på et navn til reklamebureauet – Shrpa var én af mulighederne.

Og nu følger så tredje afsnit i den aalborgensiske bureau-føljeton: Shrpa genopstår som bureau-navn.

Det snart ni år gamle bureau forsvandt som navn i efteråret 2014 for at blive lagt ind under Combine-brandet.

Sidste efterår solgte Nordjyske Medier først business intelligence-delen fra, og oven på det aktuelle frasalg af digital-delen af Combine står Nordjyllands mest prisvindende reklamebureau tilbage – og det får nu også sit navn tilbage.

”Det er helt naturligt for os at vende tilbage til det brand, vi stadig er kendt for, og som – skal vi være helt ærlige – kunderne stadig kalder os,” siger Martin Viborg Svendsen, forretningschef i Shrpa, og tilføjer:

”Vi har haft en prøveperiode med Combine-brandet, og konklusionen er, at det ikke har været muligt at opnå det potentiale for synergi mellem kompetencer og projekter, som var intentionen. Vi kan se, at vores kunder efterspørger et rent fokus og en dyb faglig specialisering i digitale løsninger, reklamekampagner, design og kommunikation. Og det må siges at være uendeligt meget nemmere at forklare gennem Shrpa-brandet.”

Han forudser et travlt forår for bureauet:

”Vi har hen over vinteren set en solid vækst i opgavetilstrømning fra vores kunder, og vi står over for at igangsætte en række spændende projekter for bl.a. Migatronic, Arkil, Boxit og Casino Danmark. Det bliver et travlt forår i Shrpa,” siger Martin Svendsen.

Inden for nærmeste fremtid lancerer Shrpa ny profil og website samt styrker organisationen – både “økonomisk og fagligt”, som Martin Svendsen udtrykker det.

“Vi skal fortsætte den positive udvikling fra 2015, således at vi vokser på både top- og bundlinjen i år. Vi er nogle-og-20 medarbejdere, men det er endnu ikke besluttet, om den faglige styrkelse skal ske via fastansættelser eller freelancere,” siger Martin Svendsen.