Årets branchefolk i Talent 100

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Traditionen tro har Berlingske kåret 100 talenter fra såvel det offentlige som det private erhvervsliv. Og der er naturligvis bureau- og marketingfolk iblandt dem.

Berlingske Business har for 15. gang udvalgt 100 talenter, der har ”ydet ekstraordinære præstationer på jobbet og opnået stort ansvar og stærke resultater i en tidlig alder”.

Det har vanen tro også en række yngre bureau- og marketingfolk gjort, blandt andre Hjaltelin Stahls Jesper Jørgensen.

33-årige Jørgensen har rødder i Forsvaret, men kom nærmest ved et tilfælde til Wunderman og steg i graderne. Med en cand.merc. fra CBS og et ophold hos Wibroe, Duckert & Partners i bagagen kom Jesper Jørgensen i 2014 til Hjaltelin Stahl, hvor han i dag kan kalde sig chief client service officer & partner.

Hjaltelin Stahls adm. direktør Jens Peter Jensen roser over for Berlingske Business Jesper Jørgensen, der selv har følgende kommentar til sit fag:

”Man kan have nok så meget forståelse for kanaler, sammenspil og data, men hvis man ikke kan lave noget, der fanger folk og er relevant, underholdende eller delevenligt, så kan det være lige meget.”

28-årig brand manager
På virksomhedssiden har blandt andre 28-årige Mikkel Liechti fra Danske Spil gjort sig positivt bemærket. Mikkel Liechti er marketing brand manager for Danske Spil-produktet Youbet og er et af de udvalgte talenter i kategorien ’Strategi og innovation’.

For at finde vej til Talent 100 skal man være maksimalt 35 år gammel og kunne præsentere et CV med konkrete resultater foruden de faglige og uddannelsesmæssige kompetencer. Man bliver nomineret af sin virksomhed eller ”af andre interesserede”, som det hedder.

Faktisk er undtagelsesvis 101 talenter på dette års liste. Berlingske Business har nemlig valgt at indlemme Holbæks unge borgmester Christina Krzyrosiak Hansen, der blev valgt ved kommunalvalget i november og med sine dengang 24 år blev landets hidtil yngste borgmester nogensinde.

Her er de så
Bureaubiz har været Berlingskes 100 talenter igennem og bringer herunder et brancherelevant uddrag af fire kategorier.

Strategi og innovation
Mikkel Liechti, marketing brand manager hos Danske Spil

Salg og marketing
Mikkel Pedersen, marketing director hos Just Eat i Danmark og Norge
Christian Krogslund, global marketing manager hos DSV

Kommunikation og public affairs
Simon Gosvig, presseansvarlig hos Bagmandspolitiet
Lasse Spaabæk Perrild, digital chef hos Nextwork
David Ramskov Hansen, managing director hos Pearlfisher

Det offentlige
Tania Engbo Dyck-Madsen, afdelingschef for kommunikation og samarbejde, DMI

Ledere
Jesper Jørgensen, chief client service officer & partner hos Hjaltelin Stahl
Sigurd Bæk Jensen, adm. direktør og medstifter, Drive Studios
Nima Marashi, group employer branding manager, Netcompany