Det er ved at være sæson for årslister, og når vi taler reklamer, er det oplagt lige at kaste et blik på verdens største videomedie, Youtube, og tage et vue over, hvilke annoncører der har klaret sig bedst på tjenesten – internationalt set.
To reklamer har i 2017 passeret 100 mio. views. Den anden mest sete er en reklame for mobilspillet Clash Royale, som man kan undre sig over har opnået over 111 mio. visninger, da den sandt for dyden ikke udmærker sig på meget andet end popularitet.
Årets mest set reklame på Youtube, en indisk reklame for Samsung, lægger også ud med en nogenlunde undervældende start, men den trækker dog stikket hjem til slut med en ‘ståpels’-fremkaldende finale, som vi vil anbefale, at man ser. Filmen, der har 150 mio. views på Youtube, ligger nederst i artiklen.
Hvor Natalie Portman nok var det visuelle højdepunkt blandt årets mest sete Youtube-reklamer, så var det den ovenstående blinde kvinde fra årets mest sete reklame af Samsung, der efterlod det største indtryk.
Story-doing i top
Reklamen for Samsung lagde stærkt fra start med 35 mio. visninger de første to uger. Den formåede dog at holde momentum i mange måneder, hvilket forklarer det imponerende samlede antal views.
Bureauet bag reklamen hedder Cheil og historien, der bliver vist i reklamen, om end romantiseret, er ikke bare tom snak. Samsung har i Indien en ‘flåde’ på 535 servicebiler, der kører rundt og yder service i alle landets afkroge.
Views-perspektiv
For at sætte antallet af Youtube-visninger på årets største film lidt i perspektiv, så har Momondos DNA Journey fra 2016 opnået 17,5 mio. visninger, som akkurat ville kunne sikre filmen en 10.-plads på årets liste.
Kræftens Bekæmpelse & TrygFondens Spritstiv Speeddate, der for nylig vandt Grand Prix til Advertising Effectiveness Awards, har i skrivende stund 312.340 visninger på Youtube.
Mest sete reklamer på Youtube i 2017:
10. Mr. Clean – 2017 Super Bowl reklame – Cleaner of Your Dreams (17, 5 mio. visninger)
https://youtu.be/GDzMxlw2Fgo
9. Levi’s Circle (22,5 mio. visninger)
8. iPhone 7 — The Rock x Siri Dominate the Day — Apple (25,2 mio. visninger)
7. Adidas Originals – Original is never finished (25,4 mio. visninger)
6. 2017 Kia Niro – Hero’s Journey med Melissa McCarthy (26 mio. visninger)
5. Budweiser 2017 Super Bowl Commercial – Born The Hard Way (28,5 mio. visninger)
4. Miss Dior – The new Eau de Parfum (46,1 mio. visninger)
3. Ping Pong Trick Shots 3 – Dude Perfect – Sponsoreret af Oreo (96,9 mio. visninger)
2. Clash Royale: The Last Second – Official commercial (111,2 mio. visninger)
1. Samsung India Service (SVC) – We’ll take care of you, wherever you are. #SamsungService (150,4 mio. visninger)