For et år siden meldte Pravda i Aarhus ud, at man havde besluttet sig for en skarp fokusering. Bureauet havde valgt at satse på BtB og derfor sagt farvel til de BtC kunder, som man havde haft.
Og det er en satsning, der på det nye regnskab ser ud til at være lykkedes – selv om adm. dir. Mette Hejl godt kan kæmpe lidt med sig selv, når man afviser BtC-kunder.
“Det kan stadig gøre ondt i mit ‘vækst-hjerte’ at skulle takke pænt nej tak til spændende og store consument brands der står med halvdelen af foden indenfor døren,” siger Mette Hejl og fortsætter:
“Men vi er beslutningen tro, og henviser dem ofte videre til andre af vores dygtige kolleger i branchen. Timingsmæssigt ser det ud til, at B2B-markedet også har fået øjnene op for, at marketing ikke blot er positionering og stationaries. Der er en ivrig lydhørhed, når vi er ude og missionere omkring at marketing også skal skabe salg – på en intelligent og systematisk facon. Og den bro mellem de to instanser arbejder vi dagligt på at bygge.”
Selv om bureauet har valgt at skære noget fra, så er det faktisk lykkedes at komme ud af regnskabsåret (slut d. 30. juni) med en fornuftig vækst. Overskuddet fald marginalt, fordi man har brugt flere penge på personale – men er fortsat på en fornuftig overskudsgrad.
“Den definerede strategiske retning om at være specialister, og ikke mindst ambitionen om at være blandt de aller bedste, det giver nogle klokkeklare til- og fravalg i hverdagen,” siger Mette Hejl og fortsætter:
“Det jeg kigger på, er om vi evner at tiltrække de rigtige brands / kunder med de rette ambitioner. Og om vi formår at skabe de rette resultater for dem, og det ser ud til i al ydmyghed at lykkedes ganske godt. Det er en kontinuerlig proces, hvor vi konstant skal kompetenceudvikle og uddanne os internt – det er en investering der er kontinuerlig og uden udløbsdato.”
Iøvrigt flyver alle bureauets medarbejdere om en måneds tid til Berlin for at modtage en Best of Best Red Dot Award.
Nøgletal for Pravda
- Bruttoavance 15,9 mio. kr. +13,6 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 795.000 kr. +2,2 pct.
- Lønandel 72,9 (71,6)
- Resultat af primær drift +1,071 mio. kr. -0,7 pct.
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz