For godt og vel ti år siden var der et sted i Aarhus, hvor bureaufolk kunne mødes og hygge sig sammen en fredag aften.
Det var der åbenbart flere bureaufolk, der gik og savnede. I hvert fald skulle der ikke mere end nogle opkald til før, CEO i det digitale bureau 29x, Kim Dolleris, havde samlet en lille flok fra tre andre bureauer, nemlig Kristoffer Aarsleff, strategic design director, Manyone; Hans-Henrik Sørensen, global partner, Manyone; Tomas Olesen, chief strategy officer, GormXEnvision, og Mette Krog, creative director, Campfire & Co. Også Den Danske Reklameskole og DynamicWeb støtter op om initiativet.
”Indtil videre er vi fem bureaufolk, der står bag initiativet, men det skal ikke være os, der står for at arrangere det for evigt. Nu starter vi det op, og så må der gerne være andre, der på et tidspunkt tager det videre,” siger Kim Dolleris.

Initiativtagerne forventer, at der kommer et sted mellem 250 og 400 til den første bar. Datoen er fastlagt – det bliver fredag den 9. maj. Men stedet er ikke på plads endnu.
”Vi kan ikke finde ud af hvilket venue vi skal booke, det kommer lidt an på, hvor mange der tilmelder, siger Kim Dolleris. Han tilføjer, at det både kan være på en rigtig bar, men det kan også være hos et bureau, så man er velkommen til at byde sig til.
Interesserede kan læse mere på www.branchebar-aarhus.dk.