Aarhusiansk bureau bag ny Carlsberg-app

Peter Engholm
25@mail.dk

Visit Carlsberg lægger – med bureau-bistand – et digitalt lag på sit besøgscenter. Besøgende kan bl.a. brygge øl med mobilen – og vinde gratis øl.

Aarhus-bureauet Redia og Carlsberg Group er klar med en ny app, der udnytter Apples nye iBeacon teknologi til at lægge ekstra dimensioner på Carlsbergs besøgscenter på J. C. Jacobsens gamle bryggergård på Valby Bakke.

Med 200.000 gæster om året er stedet en vigtig brand platform for Carlsberg, som gerne vil sikre, at gæsterne får viden om både øllet, historien og kulturen med sig hjem.

”Autencitet og innovation er i vores DNA, og den nye app forener begge dele med brug af moderne teknologi og god formidling – et digitalt greb, der tilfører både gæsterne og Carlsberg værdi,” siger Lone Johnsen, VP Carlsberg Group.

Når gæsterne bevæger sig rundt i J.C. Jacobsens gamle bryggeri, kommer de nu på en rejse ind i de metoder og råvarer, der bruges til ølbrygning:

”Gæsterne skal bruge dels deres nye viden om ølbrygning, dels deres evner som gamere. I The Brewer’s Academy skal de f.eks. pege, skubbe, puste og ryste deres telefon, når de brygger – men ikke mere end, at råvarerne behandles helt rigtigt, ellers trækker det point fra. Men inden de når så vidt, skal de først samle de fire råvarer i øl, når de går rundt i det oprindelige bryggeri. Det er her, at iBeacons interagerer med deres telefon,” siger Brand Manager Erik Mortensen.

Visit Carlsberg er Carlsberg Groups eventenhed, der bl.a. driver Carlsbergs besøgscenter på Valby Bakke, det åbne konferencecenter, Carlsberg Museum & Business Centre samt Carlsberg Brand Store i forbindelse med besøgscentret.

I foråret valgte Visit Carlsberg sit første faste bureau i form af Yellow. Den aktuelle app fra Redia ændrer ikke ved Yellows status som kreativt bureau på al markedsføring, understreger Erik Mortensen.

Selv om gæsternes ølbrygning finder sted i det digitale univers i The Brewer’s Academy, så er der gratis øl til de dygtigste app-bryggere hos Visit Carlsberg.