Aarhusianske kreative vinder herretøj-brand

Tomas
Gorrissen

PWT Group, der ejer tøjkæderne Wagner og Tøjeksperten, har valgt et bureau til et af gruppens store tøjmærker.

Sidste år blev et samarbejde mellem PWT Group og det århusianske bureau Knowtheirname indledt – det skete med artistpartnerskab mellem rapperen Kesi og et af PWTs brands Junk de Luxe.

Kort efter blev samarbejdet udvidet til også at omfatte den landsdækkende tøjkæde Wagner, hvor Knowtheirname nu håndterer brandets sociale medie strategi.

Nu følger så endnu en opgave: Kreative indspark og strategisk branding til endnu et brand fra PWT-familien; Lindbergh, der ifølge en pressemeddelelse er ”Danmarks mest sælgende herretøjsmærke”.


Lindbergh – herretøjs-brandet hos PWT Group – har fået bureaupartner.

Brian Børsting, Corporate Marketing Manager hos PWT Group, siger om valget af Knowtheirname.

”Vi har arbejdet sammen om flere projekter, og disse har levet helt op til vores forventninger. Vi har derfor udvidet samarbejdet med vores brand Lindbergh, hvor Knowtheirname har fået bolden på SoMe.”

Hos Knowtheirname er man også godt tilfreds med samarbejdet.

“Vi har fået godt fat i modebranchen, og er meget stolte af, at PWT Group endnu engang udvider vores samarbejde, så vi nu får lov at få fingrene i landets største herretøjsbrand Lindbergh,” siger Rasmus Hamann, CEO hos Knowtheirname.

Bureauet er gået ind i sit tredje år og har løst opgaver for Hummel, Vero Moda og mobile.de – det tyske svar på bilbasen.dk.

Over sommeren har de blandt andet arbejdet med deres faste kunde Smarteyes, hvor de har været til stede på musikfestivalerne Langelands Festival og Stella Polaris samt til Aalborg Pride.