Sig Pandora og de fleste har efterhånden lært, at det er en formidabel dansk succeshistorie.
Om Spinning Jewelry er det næste Pandora skal være usagt – men firmaet er blevet købt af en kapitalfond, fået tilført kapital og skal over de næste tre år femdoble sidste års omsætning på 100 mio. kr.
Til den ambitiøse opgave har Spinning Jewelry haft brug for et bureau, og det er fundet i form af Aarhuskontoret med datterselskabet Aarhuskontoret Elektrisk i spidsen.
Firmaet er placeret i Århus, men det har ingen betydning haft for valget.
Salgs- og marketingdirektør, Brian Jensen, fortæller, at han har haft indledende samtaler med 12 bureauer – heraf var kun to fra Århus. I konkurrencen deltog fire – heraf de tre fra København.
“Hvis du fjerner logoet i mange smykkeannoncer, så kan det være svært at skelne dem fra hinanden. Vi ønsker at skille os ud og søger derfor noget kant. Her viste Aarhuskontoret en forståelse for vores koncept og ambition, som vi ikke fandt hos nogen af de andre,” siger Brian Jensen, der ikke ønsker at sætte navn på den andre deltagere.
Det er et digitalt styret koncept, som firmaet går i luften med i slutningen af august.
Det er der flere årsager til. Dels en lavpraktisk. Væksten skal først og fremmest hentes i USA, England og Tyskland, og Spinning Jewelry har ganske enkelt ikke budget til at gå ud i de brede medier.
Men den digitale indsats matcher også meget godt kernemålgruppen på 15-25 år.
“Desuden arbejder vi også med et produktkoncept, der kræver en del forklaring,” siger Brian Jensen.
Mikkel Egelund fra Aarhuskontoret Elektrisk fortæller, at Spinning Jewelry bliver en betydelig kunde for hele bureauet.
“Platformen indebærer, at der skal ske noget nyt på sitet hver eneste dag året rundt – både billed- og tekstmæssigt – så det vil involvere mange mennesker på bureauet,” siger Mikkel Egelund og tilføjer, at platformen vil fungere på Spinning Jewelrys site men med afstikkere ud til både sociale medier og mobiltelefoner.
Brian Jensen erkender, at konceptet også vil stille store krav til Spinning Jewelry.
“Der er selvfølgelig en overordnet drejebog, men der vil være meget der skal udvikles og tages stilling til undervejs, og fordelen er, at vi på den måde etablerer en proces, hvor vi kan reagere meget hurtigt i forhold til, hvad der sker i markedet og få det ind i vores markedsføring,” siger Brian Jensen.
Spinning Jewelry har distribution til ca. 20 lande, men har hidtil haft sit fokus på Benelux og Norden.