Accenture Song bistår TDC Erhverv med ny brandplatform 

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

En ny brandplatform skal bortviske billedet af en traditionel teleudbyder og styrke TDC Erhvervs identitet som en end-to-end IT virksomhed.

TDC Erhverv er – fremgår det af en pressemeddelelse – ikke længere blot en traditionel teleudbyder, men derimod en end-to-end IT-leverandør, der tilbyder komplette digitale løsninger til virksomheder i alle størrelser. 

Som svar på disse ændringer og for at styrke positionen som en moderne IT-virksomhed, introducerer TDC Erhverv nu en ny brandplatform skabt i samarbejde med Accenture Song. 

Den skal ifølge TDC Erhvervs CMO, Brynhild Vinskei, guide virksomhedens marketing- og kommunikationsindsatser på tværs af kunderejsen – fra kendskab til konvertering. Platformens pay-off er “Se fremad”:

“Hos TDC Erhverv ved vi, at for at drive en forretning er det afgørende at se fremad. Derfor tilbyder vi ikke bare teknologiske løsninger; vi giver virksomheder mulighed for at koncentrere sig om deres kerneforretning ved at håndtere de digitale udfordringer og muligheder på deres vegne,” siger Brynhild Vinskei i pressemeddelelsen og tilføjer: 

“Med den nye brandplatform og payoff vil TDC Erhverv være endnu bedre rustet til at agere som en innovativ og pålidelig partner, der bringer Danmarks førende virksomheder sikkert ind i fremtiden.” 

Den nye brandplatform ledsages af et brush up af TDC Erhvervs visuelle identitet.  

“TDC Erhvervs karakteristiske kerne og farvepalet er bevaret, mens nye varme og personlige elementer er integreret. Den nye billedstil prioriterer menneskelige aspekter og relationer,” oplyser Brynhild Vinskei. 

Den nye brandplatform kommer i forlængelse af sammenlægningen med NetDesign i juni i år.