Accenture Song og Rockwool lancerer international kampagne

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Danske Martin Aamund har instrueret Rockwools reklamefilm, som bliver vist i flere europæiske lande inkl. Danmark samt i USA. Kampagnen skal formidle Rockwools position som medvirkende til klimaansvarligt byggeri. Se filmen her.

Rockwool lancerer sammen med sin mangeårige samarbejdspartner Accenture Song (tidligere Hjaltelin Stahl) en kampagne op til COP27 for at gøre opmærksom på, at Rockwools primære produkt, stenuld, kan genanvendes “i det uendelige.”

Kampagnen, der hedder By Nature skal formidle Rockwools stenulds seks nøgleegenskaber: cirkulært, åndbart, fugtafvisende, støjreducernde, slidstærkt og brandsikkert.

Filmen er instrueret af Martin Aamund og produceret af Accenture Song Production Studios, og viser en visuel fremstilling af en kvindes livscyklus. I åbningsscenen er kvinden i fødsel, og herfra følger man hende tilbage gennem livet, til hun er en lille pige, der løber sin far i møde og får målt sin højde på en dørkarm. 

“Den menneskelige fortælling opsummerer Rockwools strategiske position: Det er det indre, der tæller. Samtidigt formidles det underliggende budskab, at Rockwool er det naturlige valg af isolering – både af hensyn til klima, brandsikkerhed og sundhed,” skriver Rockwool i en pressemeddelelse.

Målgruppen for kampagnen er husejere, ejendomsadministratorer, bygningsejere, bygherrer, arkitekter og andre professionelle inden for byggeri. Kampagnen, som i første omgang kommer til at køre i Danmark, Italien, Frankrig, Spanien, Storbritannien og USA, vises på YouTube, Twitter, Facebook, LinkedIn og Google samt på Rockwools egne kanaler.