Det Kriminalpræventive Råd har netop indgået en aftale med adfærdsdesignbureauet Kl.7 og reklamebureauet Kindly, der skal stå for at udvikle en ”større landsdækkende kampagne”, hvis formål er at forebygge hæleri blandt danskerne.
Det Kriminalpræventive Råd (DKR) sætter fokus på hæleri den kommende vinter – men allerede nu kan vi genopfriske, at hæleri er, når en person køber, sælger, opbevarer eller transporterer en vare, som er stjålet.
Omfanget af hæleri herhjemme kendes ikke præcist, men indbrud er blandt de største kriminalitetstyper i Danmark, og antallet af indbrud ligger, trods et fald, meget højt i forhold til andre lande i Europa. DKR vil fokusere på, at indbrud og hæleri hænger sammen, og at man direkte støtter indbrud, hvis man køber stjålne varer.
”Vi har en række undersøgelser på vej, som er lavet i forbindelse med kampagnen. De giver et billede af omfanget – og at, at mange faktisk er uvidende eller i tvivl om, hvornår de er på vej til at blive hælere. Derfor skal kampagnen ikke pege fingre, men hjælpe danskerne til at være opmærksomme på de situationer, hvor man risikerer at blive hæler,” siger Elizabeth Bergmann Burns, der er kommunikations- og analysechef i Det Kriminalpræventive Råd.
Opgaven har netop været i EU-udbud, og DKR har lagt vægt på, at der skulle bruges adfærdsdesign i kommunikationsindsatsen mod hæleri. Kindly og Kl.7 lagde vægt på, at kampagnen skal påvirke vores neutraliseringsmekanismer – altså dét vi gør eller tænker for at undskylde og forklare vores handlinger.
”Vi har valgt at indgå et samarbejde med Kindly og Kl.7, fordi de kommer med et spændende bud på en kampagne, som tager udgangspunkt i det, der sker psykologisk, når vi kommer til at købe stjålne varer. Mange gør det, men hvorfor bliver vi så forblændede af et godt tilbud, at vi kommer til at bryde loven? Og hvordan kan vi forebygge det? Det er de spørgsmål, som skal besvares for at skabe en god kampagne,” siger Elizabeth Bergmann Burns.
Indbrud og hæleri er et af DKR’s fokusområder frem mod 2017 – og ræsonnementet er, at et fald på dette område må antages at reducere den samlede kriminalitet.