Adm. direktør stopper i produktionsselskab

Peter Engholm
25@mail.dk

Kim Ardal forlader efter eget ønske Blu, hvor han var været i godt et par år.

Den 1. maj fratræder Kim Ardal stillingen som adm. direktør i produktionsselskabet Blu efter knap toethalvt år i selskabet.

Blu er en del af FremantleMedia Gruppen, der i en pressemeddelelse beskrives som ”en af verdens førende udviklere, producenter og distributører af underholdningsbrands”.

Kim Ardal forlader Blu efter eget ønske:

”Jeg har igennem det seneste par år sat stor pris på at arbejde med de dedikerede medarbejdere på Blu og med mine mange dygtige kolleger i FremantleMedia. Min hovedopgave var at sætte et nyt ledelseshold og revitalisere egenudviklingen, samtidig med at stærke Fremantle-formater som Dagens Mand og X Factor skulle vedblive at føles friske og relevante. Det synes jeg, vi er lykkedes med. Jeg ønsker mine Blu-kolleger alt det bedste,” siger Kim Ardal.

Daniela Matei, CEO Nordics, Central Eastern Europe & Balkans, FremantleMedia, siger:

”Jeg vil gerne takke Kim for den værdifulde indsats, han har ydet i sin tid i FremantleMedia. Kim har opbygget et fantastisk team på Blu, og jeg er overbevist om, at Blu vil fortsætte med at udbygge sin position som en af Danmarks førende udviklere og producenter af succesfulde tv-formater. Vi ønsker Kim held og lykke i hans fortsatte karriere.”

Hvem, der skal afløse Kim Ardal på posten som adm. direktør, er endnu ikke offentliggjort.