Svar på tiltale: AdPeople direktør slutter med stærkt regnskab

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Emre Gürsoy stopper samtidig med, at AdPeople fusioneres ind i Wunderman. Men han slutter med maner. Og står helt åben over for, hvad fremtiden skal byde på.

Emre Gürsoy har svært ved at skjule sin stolthed. Han har annonceret sin afgang som adm. dir. for Adpeople, og en af hans sidste embeds-gerninger er at fremlægge et regnskab for 2015, der må siges at være godkendt.

Stoltheden bliver næppe mindre af, at da han i sidste uge præsenterede fusionen med Wunderman blev han i kommentarsporet mødt med kritiske bemærkninger.

Efter fem år med faldende bruttoavance er udviklingen vendt. 2015 gav en stigning på godt 8 pct. Men endnu vigtigere: Bundlinjen blev næsten fordoblet, og målt på overskudsgraden er det det bedste resultat nogensinde. Hele 34,2. Den er der ikke mange bureauer, der kan gøre efter – og i særdeleshed ikke bureauer i den størrelse.

Banal forklaring

Forklaringen kan gives meget banalt: Voksende bruttoavance og faldende omkostninger – herunder specielt personaleomkostninger. Færre mennesker har præsteret mere.

Men selv om det kan siges så kort, så er det ikke nødvendigvis let at gennemføre en sådan udvikling. Emre Gürsoy fremhæver tre punkter.

Specielt en af dem er med til at forklare en udvikling med lavere omkostninger. Det handler om Zero-cost budgetting, der så at sige starter forfra hvert år frem for at videreføre omkostninger og så overveje, om man kan spare på dem. Princippet er, at man skal tage stilling til alle udgifter på ny – intet er givet på forhånd.

”Vi servicerer mange internationale kunder og er derfor også i konkurrence med bureauer internationalt, så vi skal være ekstremt konkurrencedygtige på pris. Derfor er det en fundamental forudsætning for effektiv bureaudrift, at vi arbejder med Zero-cost budgeting; en proces som afspejler mange internationale annoncørers,” siger Emre Gürsoy og fortsætter:

”Zero-cost budgeting har ikke blot hjulpet med at omstrukturere vores omkostningscentre og finde besparelser, men vigtigst af alt, bidrager det også til en ny kultur med gennemsigtighed og ansvarsfølelse på tværs af organisationen.”

Herudover nævner han integrerede løsninger, hvor AdPeople bl.a. har investeret i udviklingen af en ny content-platform, der kan integreres med kundens egne systemer.

Endelig fremhæver han digital transformation.

”Effektfuld eksekvering af strategien ‘digital transformation’ er baggrunden for vores stærke fremgang, hvilket både har resulteret i nye kunder, og åbnet nye muligheder for at dække eksisterende kunders behov endnu bedre,” siger Emre Gürsoy og fremhæver, at der er investeret i nye kompetencer:

”For AdPeople handler det om at sikre de rette kompetencer til en ’always-on’ tilgang på tværs af traditionelle og digitale kanaler, og således blev tæt på 45% af alle nuværende medarbejdere ansat i løbet af 2015”,

Men når det er lykkedes så godt sidste år, hvorfor så stoppe nu? Emre Gürsoy har godt nok spillet en aktiv rolle i fusionen af en tredjedel af AdPeople ind i Wunderman, men der ville formentlig fortsat være brug for en som ham?

“Jeg har været med siden 2003. De første år var vi et selvstændigt bureau, siden blev vi en del af WPP-netværket, og jeg har haft en global rolle, der har givet meget rejseaktivitet,” siger Emre Gürsoy og fortsætter:

Starter fra scratch

“Jeg har også haft den rolle med jævnlige mellemrum at rapportere direkte til Sir Martin Sorrell. Han er toppen af poppen i bureauverdenen, og det er meget lærerigt at skulle performe i den situation. Så jeg har udviklet mig meget i tiden hos WPP. Men jeg vil gerne nu søge en anden balance omkring de opgaver, jeg beskæftiger mig med.”

Emre Gürsoy siger, at han starter fra scratch, når han stopper endeligt med udgangen af juni.

“Jeg har ikke noget i gang. Men jeg forestiller mig, at jeg skal tilbage i en virksomhed, hvor jeg er med til at bygge noget op,” siger Emre Gürsoy.

Nøgletal for AdPeople

  • Bruttoavance 67,619 mio. kr. +8,1 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,252 mio. kr. +36,1 pct.
  • Lønandel 47,7 (60,1)
  • Resultat af primær drift +23,12 mio. kr. +98,1 pct.

AdPeople rummer også et selskab i Bangladesh, som bidrager pænt til økonomien.

  • Resultat af primær drift uden Bangladesh +18,121 mio. kr. +147,6 pct.