Imens man mange steder i erhvervslivet diskuterer udflytning af arbejdspladser, så har Adpeople faktisk gået den modsatte vej.
Bureauet er en del af det WPP-ejede Global Enfatico, der har været ledet af Ronnie Job og Emre Gürsoy siden slutningen af 2009.
“Vi kunne konstatere, at AdPeople i København var væsentligt mere effektiv end andre kontorer inden for Enfatico, og derfor er der flyttet arbejde til København,” siger Ronnie Job.
På den baggrund er bureauet kommet ud med en solid vækst i bruttoavancen. Og en lige så solid fremgang på bundlinjen. AdPeople alene er blandt Danmarks tre største bureauer og blandt de bedst indtjenende med en overskudsgrad på omkring 25.
Bureauet ejer også SoftwarePeople og GraphicPeople, hvor aktiviteterne primært foregår i Bangladesh. Også her var der fremgang på bundlinjen – men når de regnes med, så falder overskudsgraden dog lidt til “kun” 22.
“Fremgangen i bruttoavancen hos GraphicPeople hænger sammen med, at selskabet er begyndt at servicere WPP kunder. Vi er meget stolte af, at vores forretningsmodel bliver benyttet af forskellige globale brands, igennem vores kontor i Bangladesh,” siger Emre Gürsoy.
SoftwarePeople viser et lille fald i bruttoavance, men det hænger sammen med, at stadigt mere arbejde foregår i Bangladesh.
Emre Gürsoy fortæller desuden, at 90 pct. af bureauets aktivitet er internationalt relateret – lige som sidste år. Så der har også været en fremgang i den danske omsætning.
På grund af aktiviteterne i Bangladesh giver det ingen mening at udregne traditionelle nøgletal for hele gruppen. Det vil give nogle gennemsnitslønninger og en bruttoavance pr. medarbejder helt ude af trit med danske forhold.
AdPeople har Dell globalt som en af de helt store kunder.
Nøgletal for AdPeople
- Bruttoavance 124,551 mio. kr. +14,3 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 1,112 mio. kr. +13,3 pct.
- Lønandel 51,8 (54,8)
- Resultat af primær drift 31,313 mio. kr. +18,3 pct.
ASG Group (AdPeople, SoftwarePeople, GraphicPeople)
- Bruttoavance 159,881 mio. kr. +13,9 pct.
- Resultat af primær drift 35,159 mio. kr. +19,6 pct.