Co-creation kan være et lidt modsætningsfyldt begreb for et reklamebureau – for man må vel formode, at bureauet er bedst til at udtænke og udvikle den rigtige ide.
Hos Advance har man lagt et andet perspektiv ind i co-creation i forhold til en kampagne for Lego. Her bruger man co-creation til at engagere Legos dedikerede kunder. Det sker i forbindelse med en global kampagne for Minecraft-serien.
“Da Advance foreslog os konceptet, var vi ikke i tvivl om, det var en stærk idé, fordi både Lego brandet og Minecraft handler om at bygge og være kreativ. Vi skaber værdi for vores fans, vores samarbejdspartner Mojang, der ejer Minecraft og vores eget brand,” siger senior marketing manager Christian Munk fra Lego.
Men ideen er ikke bare co-creation – der er lagt en så stram timing ind, at det nærmest foregår i realtime.
Konkurrencen foregår således, at Lego Minecraft fansene fredag får stillet en byggeopgave på Facebooksiden (se den her). Man kickstarter med en Lego Minecraft–historie lavet i stopmotion, som ender med en udfordring, der skal løses.
Fansene får weekenden til at udtænke og bygge en Lego-model, der løser udfordringen. Mandag morgen gennemgår et team af Lego designere alle uploadede fotos af modellerne og udvælger en vinder.
Designerne genopbygger vinderens model i fysiske klodser og fragter den i hast til Advance i København i løbet af formiddagen. Her tager Advance over og skaber en slutning på stopmotion videoen, hvor modellen indgår.
Videoen uploades og hyldes på siden.
“Med co-creation i realtime engagerer vi og inspirerer vi fans på en helt ny måde. En byggekonkurrence, der normalt tager flere uger, afvikles over en weekend, og den vindende model bliver inkluderet i den færdige ‘co-createde’ stopmotion-film, der er klar, inden ugen er omme,” siger Jeppe Fonnesbæk, der er client service director og partner hos Advance.
Han fortsætter:
“Undervejs monitorer Lego teamet og vores social mediafolk Facebook for at holde gryden i kog og agere, hvis det er nødvendigt. Stilhed er ikke en option i en social og digital verden. Næste udfordring står allerede forberedt og postes fredag. Aktiviteten kører over 3 uger, og hele processen bliver/er dokumenteret.”
Christian Munk fortæller, at resultaterne foreløbig ser lovende ud.
“Vi har haft rigtig mange fans, der har været utrolig kreative og bygget over weekenden. Og det har bl.a. været meget opmuntrende at se hvor mange, der har gjort det til en familie-aktivitet. Og vores fans elsker vores Co-creation stop-motion videoer.”