Advance kaster med mudder i outdoorkampagne

Peter Engholm
25@mail.dk

Billeje, jord og postevand er elementerne i en indsats, der skal skabe opmærksomhed om et vaskekoncept.

På tre udvalgte Q8 Servicestationer i hhv. Hørsholm, Herlev og Greve har kommunikationsbureauet Advance parkeret en bil, mudret den til og påsat budskabet “Betal direkte ved Bilvasken. Spar 35%”.

“Det er en billig relevant outdoorkampagne. Hver dag passerer tusindvis af eksisterende og potentielle kunder Q8s forplads, så det er oplagt at tænke denne plads ind i medieplanen,” siger Morten Kirckhoff, kreativ direktør fra Advance.

Fremgangsmåden har været at leje tre biler, grave jord op, blande den med vand fra hanen og kaste mudderet på bilerne.

“I tilfælde af behov for “mudder-opdatering” i kampagneperioden på tre uger har vi leveret jord, spand og kost til stationerne, der på den måde tager ejerskab til eventen. Kreative og involverende løsninger er ikke partout dyre løsninger”, siger Morten Kirckhoff.

Q8 er Advances tredjestørste kunde – og Danmarks største, når det gælder bilvask. Den position skal forsvares med en række nye tilbud og services, siger marketingschef Helle Dahlgren Skov fra Q8 Servicestationer:

“Et af Q8s kendetegn er, at bilvasken kan betales med kort ved selve vaskehallen Kampagnen styrker convenience budskabet på en kreativ relevant måde uden at belaste budgettet. Vi oplever stor opmærksomhed om de møgbeskidte biler, der fungerer som løftestang for en snak med kunderne om vores vaskekoncept.”