I fjerde kvartal 2008 bragede krisen igennem, og særligt for første halvår 2009 oplevede mange bureauer en rigtig svær tid.
Så når man som Advance har regnskabsår fra 1. oktober til 30. september, har man fået det hele med. Men krisen gik åbenbart forbi Landemærket, hvor bureauet holder til.
I hvert fald har Advance gjort året op, og det viser et regnskab, der er svært at være utilfreds med.
“Når man har siddet til middags-selskaber har man fået mange medlidende blikke over at være i reklame-branchen, og så er det rart at kunne vise, at det ikke behøver være så slemt”, siger adm. dir. Jens Krog.
Bureauet har ikke bare evnet at vokse i bruttoavance – også overskuddet er blevet forbedret – og det er sket samtidig med, at man er blevet gennemsnitligt tre medarbejdere mere.
Jens Krog forklarer det bl.a. med succes med new bizz, hvor man bl.a. har landet en kunde som Coloplast og udvidet samarbejdet med Johnson & Johnson. Han erkender dog samtidig, at det også har været positivt, at Lego har klaret sig så godt under krisen. Bureauet er Lego’s mangeårige og primære bureaupartner.
“Vi har lige som mange andre oplevet kunder, der har skåret i deres aktiviteter. Men Lego har trodset krisen og det har selvfølgelig givet en god bund”, siger Jens Krog og fremhæver også andre internationale virksomheder, der måske har skåret noget i medieforbrug men ikke i udviklingsprojekter.
Omkring indeværende år ser han positivt på udviklingen.
“Vi er ikke jubeloptimister, dertil er der stadig for megen usikkerhed i markedet, men vi forventer en lille vækst for 2009/10 og forventer også at skulle ansætte et par folk mere”, siger Jens Krog.
Endelig fremhæver han også bureauets nye enhed, Advance Spirit, der har Claus Lindholm, tidligere Proffice, som medejer.
“Spirit arbejder med at sikre, at virksomhederne rent faktisk leverer det, som de lover kunderne. Spirit arbejder mere på det organisatoriske i forhold til at udnytte organisationen som den effektive kommunikationskanal, den jo retteligt er, og det kræver en lidt anden tilgang end reklamebureauets”, siger Jens Krog.
Nøgletal for Advance
Bruttoavance 55,521 mio. kr. +3,7 pct.
Bruttoavance pr. medarbejder 1,009 mio. kr. -2 pct.
Lønandel 63 (62)
Resultat af primær drift 7,413 mio. kr. +4,9 pct.