Advance’s webbureau vokser

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Webbureauet Wasabi har gjort sig bemærket med bl.a. arbejde for SF. Men der er kommet mange andre kunder i butikken, viser regnskabet.

En fremgang på 24 pct. må karakteriseres som ok, når det er sket i et kriseår. Så betyder det mindre, at overskuddet i webbureauet Wasabi er faldet.

Wasabi ejes af Advance sammen med Verner Bager og Dennis Pedersen, der er sideordnede direktører.

Adm. dir. Jens Krog, Advance, er da også godt tilfreds med udviklingen i det delejede selskab, som blot har to regnskaber bag sig og derfor er i en opbygningsfase.

“Vi er helt sikkert tilfredse med udviklingen af Wasabi, som også i 2008/2009 har været i en opbygningsfase. De arbejder efterhånden på 50% af Advances kunder, hvor de arbejder integreret med Advance’s team. Samtidig har Wasabi lavet bemærkelsesværdige kampagner for bl.a. SF”, siger Jens Krog og tilføjer, at i 2009/2010 vil fokus være på en rentabel udbygning af kundeporteføljen.

“Wasabi’s styrke er, at de med Dennis og Verner har erfaringer fra reklamebureau, kundesiden og on-line. Dennis har været marketingdirektør for bl.a. Jobzonen og han var medstifter af Hjaltelin & Co. Verner har arbejdet på Grey, McCann, Icon Medialab og senest IDG, hvor han som marketingdirektør har haft en vigtig rolle i digitaliseringen af Computerworld”, siger Jens Krog.

Nøgletal for Wasabi

  • Bruttoavance 8,724 mio. kr. +24,1 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 793.091 kr. -9,8 pct.
  • Lønandel 77 (62)
  • Resultat af primær drift 0,327 mio. kr. -72 pct.

Verner Bager og Dennis Pedersen ejer deres andel af Wasabi i et Kommandit-selskab. Derfor optræder deres løn og overskud som en finansiel udgift. Bureaubiz har estimeret de samlede lønomkostninger.