Advice debutterer med ny codan-kampagne

Peter Engholm
25@mail.dk

Nysgerrighed driver Codans nye kampagne – skabt af selskabets nye bureaupartner. Samtidig lanceres en ny visuel identitet skabt af e-Types. Se første film her.

I dag lancerer et af Danmarks største forsikringsselskaber, Codan, sit nye reklameunivers. Det markerer samtidig den officielle debut for Advice, der ved årsskiftet blev valgt som leadbureau på både det kreative og digitale område.

Tilløbet har været langt – og her tænkes ikke nødvendigvis på tiden med nye bureauer, som også omfatter Zupa Direct på DM-delen, men på det Codan, som nu skal kommunikeres.

Vicki Demant Andersen, der er Head of Brand & Marketing hos Codan, forklarer:

”Gennem de sidste tre år har Codan arbejdet med en forretningsstrategi, der har haft som mål at sætte kundernes behov øverst på dagsordenen gennem hele organisationen. Vi er nu kommet så langt i vores arbejde, at vi kan begynde at fortælle om det i vores markedskommunikation under overskriften Codan undersøger.”

Hun tilføjer:

”Vi vil gerne vise, hvordan vi bruger vores indsigter til at finde gode løsninger til vores kunder. Vi har derfor udviklet et nyt reklameunivers, der netop handler om at forstå mennesker og deres forsikringer. Alle vores kampagner vil fremover bygge på studier, hvor vi får indblik i kundernes behov og udvikler matchende løsninger. I den første kampagne undersøger vi de mange forskellige måder, man kan være familie på i dag – og hvad det betyder for ens forsikringsbehov.”

Og netop den undersøgende element markerer en nærmest ydmyg tilgang til Codans kunder – som kan, og bliver, anskuet mere bredt. Hos Advice siger Ralf Lodberg, direktør og partner:

”De færreste slipper godt fra at påstå, at de kan – og ved – det hele. Vi går i stedet nysgerrigt til værks – vi undersøger, og så gør vi noget ved det. Vi har en regel om ikke blot at undersøge, men også at levere proof. Produkterne og løsningerne fra Codan skal bygge på usædvanlige indsigter, og Codan er forsikring til mennesker – ikke den todimensionelle kunde, men det tredimensionelle menneske.”

Det er store ord – på en mandag og ved kampagnens start …

”Og det er naturligvis kun toppen af isbjerget, vi ser lige nu. Den aktuelle kampagne er kun begyndelsen, for det er planen at bygge den op undervejs i takt med, at vi skaber kontakt – og indgår kontrakt – med danskerne. Der vil komme mere kant – og et glimt i øjet,” siger Ralf Lodberg.

Med den nysgerrige følger også indhold, der kan bruges på de sociale medier og på direct. Og undersøgelserne omfatter også erhverv.

Med lanceringen af det nye reklameunivers følger også en ny visuel identitet, der er skabt e-Types.