Advice har rykket sig fra udelukkende at være et PR-bureau til et kommunikationsbureau med et bredere sæt kompetencer og integrerede løsninger – et succesfuldt ryk, ikke at forglemme, som senest har givet sig udslag i pitch-gevinster som Codan og Klasselotteriet samt en tilføjelse af Coop på kundelisten.
På den baggrund kommer det som en overraskelse, at bureauet nu må sige farvel til otte medarbejdere, svarende til ca. hver 10. medarbejder.
”Vi er i en rivende udvikling, og vi satte en meget ambitiøs vækstplan op for 2013. Vi sigtede mod at vokse 20 pct. – men det bliver kun til det halve; 10 pct. Det er rigtig, rigtig træls, mest fordi vi nu må sige farvel til nogle medarbejdere, som vi har været glade for,” siger Espen Meyer Højlund, der adm. direktør i Advice.
Han tilføjer:
”Vi har stadig vækst, og vi har den helt rigtige portefølje på alle områder, men vi spændte buen for hårdt i 2013. Derfor har vi truffet en strategisk beslutning om at tilpasse både kapacitet og kompetencer. Vi har bestemt positive forventninger til det kommende år, men markedet er utydeligt, så vi suger luft ind og går mere behersket til værks,” siger Espen Meyer Højlund.