Så lykkes det: Udbuddet om analogt stop er overstået, vinderen er fundet – eller rettere: vinderne, for det bliver Advice (konsulent/kommunikation), Metaphor (reklame) og Maxus (media), som med Radio- og tv-nævnets ord “er bedst rustet til at realisere Nævnets vision for kampagnen: At gøre overgangen til digitalt tv simpel, fælles og holdbar for alle berørte husholdninger og institutioner, således at ingen har sort skærm på deres primære tv den 1. november 2009”.
Mens datoen for digitalt tv ligger fast, så var der til sidste usikkerhed om offentliggørelsen af vinderen – ikke i dag, heller ikke nødvendigvis i morgen … og så blev det alligevel i dag.
Radio- og tv-nævnets udbud har mødt kritik, og udbuddet måtte gå om, fordi tilbuddene ikke levede op til kravene. Men i anden omgang gik det bedre:
“Radio- og tv-nævnet har modtaget seks meget spændende og velgennemtænkte tilbud”, siger nævnets formand, Christian Scherfig.