Advice skaber emojis for Citybois

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

De unge popdrenge fra X-Factor har opfundet deres egne ord. Nu præsenterer de deres egne emojis – med bureaubistand.

Hvis man har et blødt punkt for de unge popdrenge fra Citybois, så er der en Danmarkspremiere på vej – Citymojis – drengenes eget emoji-keyboard.

Emojis er populære som aldrig før. Sidste år blev ’Face with Tears of Joy’ kåret som årets ord i Oxford Dictionary, og lige før jul lancerede Kim Kardashian ’Kimojis’ – en samling emojilignende billeder af Kardashian i en mobilapp.

Herhjemme er Citybois – kendt fra sidste års X-Factor – klar med en Danmarkspremiere. Det gælder lanceringen af et mobilkeyboard, der indeholder 13 emojis af drengene og 6 ord, som er en del af drengenes ret specielle lingo. Sony Music Entertainment står bag og Advice har udviklet.

”Bois har opfundet deres helt egne ord, som de bruger i kommunikationen med hinanden og deres fans. At være Granola er f.eks. at være københavnercool på den helt rigtige måde, mens Lator handler om at manipulere andre til at mene det samme som dig. Alt det og koblet sammen med drengenes ansigter passer perfekt i en sms-korrespondance, som i forvejen er fyldt med emojis, stickers, gif’s osv.”, siger Hannah Louise Liljengren, Brand Manager hos Sony Music Entertainment.

Den Cityboiske ordbog blev præsenteret på Kforum i forrige måned og blev en af årets mest læste artikler på sitet.

Citymojis-app’en, som både findes i AppStore og Google Play, er udviklet og konceptualiseret af Advice og udviklingshuset AppMonk.

App’en strøg direkte ind på en førsteplads på AppStore efter lanceringen.

”Citybois er en fest at arbejde med. De er utroligt sympatiske, og så har de altså Danmarks mest dedikerede fans, som i høj grad også tæller voksne mennesker. De har funny bones, en smittende charme og samtidig en ironisk distance til sig selv, hvilket gør dem folkelige. Vi er virkelig glade for, at Citymojis og lanceringsfilmen er blevet modtaget så godt og er allerede gået i gang med 2.0 udgaven,” siger Mark Mikael Müller, director i Advice.