Aegis Media skal fyre folk

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Gruppen præsenterede i går ellers et regnskab for 2008 med en vækst i omsætning på 22,3 pct.

Gode nyheder får ikke nødvendigvis lov at rejse alene i disse tider. Aegis Media, der bl.a. omfatter Carat, fremlagde i går et regnskab med en omsætningsvækst på 22,3 pct. til lidt over 6,6 mia. kr.

Korrigeret for valuta var væksten dog “kun” 10 pct. Overskuddet på den grundlæggende drift steg med 25,7 pct. til 1,35 mia. kr. Efter omkostninger til reorganisering og afskrivninger blev det dog til et fald på 5,4 pct.

Samtidig med regnskabet kom det dog også frem i Brandrepublic, at selskabet sætter gang i en fyringsrunde. Ca. 5 pct. af medarbejderne i 40 lande skal fjernes. Årsagen er de svagere markedsforhold her i 2009.

“Vi strammer vores organisation og har den ledelsesmæssige kapacitet til at reagere på markedsmuligheder i modgang”, sagde den konstituerede topchef, John Napier, til Brandrepublic.

Det har ikke været muligt at få fat i Aegis Medias danske chef, Lars Bo Jeppesen, for en kommentar eller oplysninger om, hvad der kommer til at ske i Danmark.