Starten var svær, sidenhen måtte starten gå om, og efter man kom i gang, blev forløbet stærkt kritiseret – og selv efter, at det er slut, er det alligevel ikke helt slut.
Radio- og tv-nævnets offentlige udbud om, hvilket bureau der skal informere danskerne om overgangen til digitale tv-signaler, er aldrig gået den lette vej. Udbuddet blev af DRRB-direktør Bjørn Karsholt kaldt “Årets gyseligste”, fordi det bl.a. var uden prækvalifikation og deltagerhonorar, men med snævre arbejdsvilkår.
Og nu hvor vinder-bureauet er fundet, og man trods alt kan begynde at kigge fremad – så sidesteppes der.
I mandags holdt Radio- og tv-nævnet møde. Udover at finde vinderen af udbuddet vedtog man bl.a. at overdrage TV 2 Radios sendetilladelse til SBS-selskabet New Radio.
Og hvem vandt så?
“Det er for tidligt at sige. Alle – både vinderen og taberne – skal have fået meddelelsen, før vi går ud”, sagde fuldmægtig i Mediesekretariatet, Henrik Birkvad, som følgelig udsatte svaret til dagen derpå.
Tirsdag var beslutningen vedr. TV 2 Radio og New Radio offentliggjort, men det var udbudsbeslutningen ikke. Og det blev den heller ikke.
“Der skal rettes lidt, så vi er ikke parate endnu. Og alle deltagere skal have svar først. Vi er klar i morgen”, sagde Henrik Birkvad tirsdag.
“Vi har været for optimistiske med hensyn til sagsbehandlingen og med at få afgørelsen kommunikeret ud,” siger Henrik Birkvad i dag, onsdag. Og vil – klog af skade – ikke lægge hovedet på blokken om, hvorvidt de deltagende bureauer kan forvente svar i morgen.
Fem bureauer/bureau-konstellationer samt et brancheforum har deltaget i udbuddet:
- Advice og Metaphor Reklamebureau – konsortium
- Bergsøe4 og Mindshare – konsortium
- Brancheforum Digitale Medier
- Halbye Kaag JWT
- Public Sense – konsortium bestående af SorensenS, Lystrup Kommunikation, Nordisk Kommunikation og Lotte Svendsen
- TBWA, OMD, Effector, Epinion/Capacent og Nordisk Film – konsortium