Bureaudirektører er sjældent tilfredse med tilbagegang. Nørgård Mikkelsens adm. dir., Erik Laumand, er dog ganske godt tilfreds med 2015-regnskabet, og det skyldes, at tilbagegangen er skabt af egne beslutninger.
Man har valgt at nedlægge sin tekniske afdeling med PHP/IT-programmering, der byggede på opkøbet af den digitale virksomhed, Ebita, og det har kostet.
Til gengæld kan Erik Laumand glæde sig over, at kerneforretningen vokser.
“Vi leverer alt i alt et tilfredsstillende resultat. Der er grund til at glæde sig over, at Nørgård Mikkelsens kerneforretning er i vækst. Vi kan se, at vores afdeling i København virkelig har fået fat i markedet, ligesom vores investeringer i digitale kompetencer nu bærer frugt,” siger Erik Laumand.
To skridt frem og et tilbage
Man kan således sige, at bureauet er gået to skridt frem. Med købet af Ebita, der holdt til i København, har man evnet både at etablere og bygge en københavnsk forretning, som man længe gerne har villet have. Samtidig har man også fået opgraderet sine digitale kompetencer.
At man så også har måttet tage et skridt tilbage med nedlæggelsen af de teknologiske kompetencer betyder mindre i den sammenhæng.
Når Erik Laumand taler godt om udviklingen af afdelingen i København, så bygger det bl.a. på, at man fornylig vandt et internationalt budget for Linie Aquavit, der skal køre ud af København, og at man lykkedes med at trække Esben Ehrenreich hjem fra en karriere i Tyskland til et job som ny kreativ direktør – med sæde i København.
Han kan herudover også glæde sig over at have budt velkommen til Ilva og Sunset Boulevard i kundeporteføljen.
Fremgang hen over årsskiftet
“Vi er lykkedes med at fokusere og effektivisere vores forretning yderligere i 2015, og vi holder fast i vores overskudsgrad selv om året bød på en ekstraordinær nedskrivning. Samtidig oplevede vi et rigtig godt andet halvår i 2015 med nye spændende kunder, og store opgaver fra eksisterende kunder. Den tendens er fortsat i år, så vi forventer både vækst og øget indtjening i 2016,” siger Erik Laumand.
Nøgletal for Nørgård Mikkelsen
- Bruttoavance 66,973 mio. kr. -8,7 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 837.163 kr. +1,6 pct.
- Lønandel 65 (66,9)
- Resultat af primær drift + 6,791 mio. kr. -10,6 pct.