AGF vælger nyt bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Transfervinduet står altid åbent, når det gælder bureauer. Og AGF har benyttet fodboldens vinterpause til at vælge et reklame- og digitalbureau til en e-handelsløsning til billetter og merchandise.

Det skal være lettere at være fan af – eller nærmere; kunde hos – de hvi’e i Aarhus, der har valgt det store Aalborg-bureau Combine til at levere en komplet og ny e-handelsløsning til salg af billetter og merchandise.

Aftalen indebærer levering af en e-handelsløsning – kaldt Sports Commerce – til salg af både billetter og merchandise, hvilket AGF tidligere har haft adskilt i to butikker.

Rasmus Alstrup, der er marketingansvarlig i AGF Fodbold, siger i en pressemeddelelse om aftalen:

”I dag køber folk i stigende grad, mens de er på farten, både på mobil og tablet. Og folk forventer et enkelt, flot og brugervenligt design, når de skal købe produkter – uanset platform. smartphone eller tablet. Denne forandring skal vi også kunne imødekomme over for vores kunder, og netop derfor har vi valgt at indgå et samarbejde med Combine.”

Med Sports Commerce får AGF mulighed for at sælge billetter til andre arrangementer i NRGi Park & Arena. 

At AGF vælger netop Combine, er måske ikke den store overraskelse, når man ser, hvem der ellers har en Sports Commerce-løsning hos bureauet: AaB, Hobro IK, Aalborg Håndbold, Mors-Thy Håndbold, Team Tvis Holstebro og Aalborg Pirates.

AGF’s nye shop lanceres i slutningen af februar 2015.