Aggressivt bureau – med lidt for meget fart på?

Peter Engholm
25@mail.dk

Repaymedia markedsfører sig markant i øjeblikket, Men bag firmaet står en person, der tidligere har haft hang til store armbevægelser.

Repaymedia har i denne tid fået omtale hos både Bureaubiz og vores gamle venner i Huset Markedsføring. Senest hos sidstnævnte, hvor budskabet lyder, at bureauet “prøver lykken i Norden”.

Bureauet er nyt – men bag står en gammel kending, der tidligere har gjort sig i store armbevægelser.

Det drejer sig om Rune Lundager, som indtil for et år siden var medejer af IQ Medier. Her stod han også for markante udmeldinger.

I november 2009 var Rune Lundager i avisartikler ude med meldingen om, at et engelsk IT-firma havde budt næsten 20 mio.kr. for IQ Medier – et tilbud, som han og partneren, Casper Ravn Sørensen, havde takket nej til.

Ved den lejlighed lød vurderingen på en 2009-omsætning på 10-12 mio. kr.

I august var IQ Medier så fremme igen – denne gang med den aggressive melding: “Fyr reklamebureauet” med denne baggrund:

“Vi hører næsten dagligt fra nye kunder, at de har spildt både penge og kræfter på deres online aktiviteter i samarbejdet med reklamebureauet, der udadtil skilter med at være eksperter på alle hylder, herunder i online markedsføring, men desværre besmykker sig med lånte fjer fra en hel hønsegård.”

Bureaubiz benyttede dengang lejligheden til at se IQ Mediers regnskab fra 2009, og de store ord blev bakket op af et lille regnskab: Et bruttofortjeneste (omsætning fratrukket vareforbrug og andre eksterne omkostninger) på 1,071 mio. kr. og et resultat før skat på 105.000 kr.

Rune Lundager ville ikke oplyse omsætningen. Til gengæld var han mere åben med hensyn til forventningen til 2010: 30-35 mio. kr. Og de penge var strengt nødvendige, for man havde 22 medarbejdere, og der skulle faktisk mere end 35 mio. kr. i omsætning til, hvis de skulle have en løn, der kunne sikre virksomheden i konkurrence med de reklamebureauer, man netop havde erklæret krig.

Der gik dog kun få måneder, før Rune Lundager uden nærmere forklaring forsvandt fra det firma, der er et år tidligere ellers skulle have været 20 mio. kr. værd. Desuden blev en Affiliate Partner Manager bortvist.

Facit for 2010 blev i øvrigt en pæn vækst til en bruttoavance på knap 4 mio. kr. – og et underskud på ca. 400.000 kr. Bl.a. forårsaget af store omkostninger til at rette op på en bogføring med væsentlige mangler, som det beskrives i ledelsesberetningen.

Og så et år frem: Nu er Rune Lundager adm. direktør i Repaymedia. Bureaubiz omtalte selskabet i sidste uge på baggrund af en undersøgelse, der viser, at webbutik-kunder hvert år efterlader for 10 mia. kr. ubetalte varer i indkøbskurven. 47 pct. af kunderne mener, at de ville købe mere, hvis webbutikkerne gav en bedre service og var mere indbydende at besøge.

Vi skrev, at denne viden er velkendt og var bakket op af flere statistikker – men her var i al fald nye tal.

Det første er rigtigt, det var det sidste ikke, og det beklager Bureaubiz. For Repaymedia havde pyntet sig med tal, der hverken var nye eller deres egne – derimod en to år gammel undersøgelse, som Dwarf i sin tid havde betalt og bearbejdet.

Vi skrev til Rune Lundager og bad ham forholde sig til disse oplysninger, uden at der blev reageret. Vi tog derfor artiklen af Bureaubiz.dk, men den kan stadig findes via Google, og det er Repaymedia næppe kede af.

Nu er Repaymedia så ude med meldingen om, at man prøver lykken i Norden – og på trekvart år har fået godt 400 kunder i Danmark. Det fortæller Huset Markedsføring, der understreger, at det er Repaymedias egne oplysninger. Klogt at holde den slags ud i strakt arm – spørgsmålet er, om det er strakt nok?