Morten Albæk skal udarbejde pavens digitale strategi

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Filosoffen og marketingmand Morten Albæk er kommet med i en eksklusiv gruppe, der skal bringe Vatikanet ind i den digitale tidsalder.

Morten Albæk, der tidligere var koncerndirektør for marketing, kommunikation og corporate relations i Vestas, skal udarbejde en digital strategi for ingen mindre end paven. Det skriver Berlingske.

Albæk, der er uddannet filosof og efter Vestas har stiftet eget investeringsselskab, er udvalgt af paven sammen med 39 andre erhvervsledere fra virksomheder som bl.a. Facebook, Google, Airbnb og Amazon til Vatikanstatens nystiftede råd Vatican Arts & Technology.

For nylig mødtes disse repræsentanter, som ikke får løn, men måske – hvem ved – pavelig syndsforladelse, i Casina Pio IV, som er hjemstedet for Det Pavelige Akademi for Videnskab og Det Pavelige Akademi for Samfundsvidenskab.

Ved dette møde fik Morten Albæk sammen med to andre repræsentanter til opgave at skrive udkastet til den digitale strategi.

”Vi har fået til opgave at formulere et oplæg til rådets vision samt dets organisation og modus operandi, som forventes at komme til at bestå af underudvalg, for eksempel inden for kunst, teknologi og spiritualitet. Det arbejde skal vi fremlægge ved næste møde i februar 2016, som skal kommentere og godkende oplægget, der efterfølgende præsenteres for og godkendes af pave Frans,” siger Morten Albæk til avisen.

Berlingske Business Søndag, p. 2-4.