Alka udlodder festival-kit til curlingbørn

Julie Kolbeck
julie@kforum.dk

Alka Forsikring og bureauet Eiffel går benhårdt efter de uforsikrede unge og deres curlingforældre med ny festival-kampagne.

Alka Forsikring og kommunikationsbureauet Eiffel har siden sidste sommer forsøgt at trænge igennem til de uforsikrede unge. Nu følger forsikringsselskabet så op med en ny festivalkampagne.

Kampagnen tager udgangspunkt i de bekymringer, som curlingforældre oplever i forbindelse med at deres barn tager på festival.

Filmen lægger sig hermed i forlængelse af sidste års mediedebat, hvor curlingforældre kritiserede Roskilde Festival for ikke at passe godt nok på deres børn.

For at komme curlingforældrenes bekymring til livs udlodder Alka et festival-kit, der indeholder alt fra sovepose og telt til pandelygter, kondomer og sågar en iPhone. Kittet indeholder selvfølgelig også en indbo- og ansvarsforsikring.

Hver femte unge har nemlig ikke sådan en forsikring, og det er netop denne problematik, som Alka fortsat ønsker at sætte fokus på, siger marketingchef hos Alka Forsikring Mette Scheel:

”Vi har fokuseret meget på de uforsikrede unge. Og har også set et løft i salget af indboforsikringer, som følge af vores to første kampagner. Det primære formål er dog forsat, at vi får gjort opmærksom på problemet, og at flere unge bliver forsikret.”

Kreativ direktør hos Eiffel Tom Lundquist mener i denne forbindelse, at man kommer længst ved at indgå i en kreativ dialog med de unge fremfor at løfte pegefingre:

”Når det kommer til unge mennesker, hjælper det ikke med en løftet pegefinger. Derfor er curling-grebet en god indgang, der gør det nemt at starte en underholdene dialog omkring emnet forsikring.”

Narrativet går igen
I sommeren 17 lancerede Alka Forsikring og Eiffel en kampagne, hvor curlingforældre gik til bekendelse. Kampagnen blev ifølge Eiffel selv den anden mest sete reklamefilm på Youtube i 2017.

Det mundede yderligere ud i en julekampagne, der opfordrede curlingforældre til at give deres børn ’årets kedeligst julegave’, nemlig en indbo- og ansvarsforsikring.