Otte selskaber ejet af Aller samles nu i dét, der lanceres som ’et af Nordens største bureaunetværk’.
Efter en række bureauopkøb de senere år konsoliderer Aller-koncernen den nordiske forretning inden for Media Marketing Services og etablerer Ahead Group.
Det nye netværk har flere end 350 medarbejdere og omsætter for over 550 mio. kr. Kompetencerne omfatter – og hold fast – content marketing, reklame, CRM, performance marketing, dataanalyse, SoMe, digitale services samt event marketing.
Ahead Group vil tilbyde nordiske aftaler gennem de lokale bureauer – herunder AllerCP og Datagraf Communications i Danmark.
Afsættet for Aller er, at virksomheder og organisationer oplever et stigende behov for at kombinere historiefortælling, kreativitet og teknologi i deres kommunikation for at kunne afsætte deres produkter og nå deres målgrupper.
Jesper Ulsø, direktør i Aller Media, siger:
”Media Marketing services er et vigtigt forretningsområde for Aller i alle fire nordiske lande og et område i stor vækst. Det er vores ambition at være den foretrukne bureaupartner for både lokale og regionale virksomheder i Norden. Enkeltvis har vores bureauer en unik position i markedet, og de komplementerer generelt hinanden godt inden for de forskellige fagområder.”
De otte Aller-ejede bureauer fortsætter som selvstændige selskaber med egne kunder og lokal ledelse, mens nordisk salg og koordinering på tværs af bureauerne ledes af norske Bente Klemetsdal, der tidligere bl.a. har været adm. direktør for SBS Radio, Landechef for Canal+ og salgsdirektør for Aller Media i Norge.