Aller vælger nyt mediebureau

peng

Innovative løsninger, tak – på tværs af kanaler. Dét var afgørende for valget, da Aller Media afholdt en pitch med fire mediabureauer. Et valg, der stopper et mangeårigt samarbejde.

Aller Media har valgt Carat som sit nye mediabureau. Samarbejdet er faldet på plads efter, at fire mediabureauer dystede i en pitch, hvor innovative løsninger på tværs af mediekoncernens mange kanaler var afgørende for valget.

Og der bliver nok at tage fat på: Hele content marketing-forretningen skal udvikles, kundeoplevelsen styrkes, og Allers marketingstrategi sigter også mod øget kendskab til den enkelte læsers adfærd og præferencer.

Det nye samarbejde skal understøtte og styrke denne strategi ved – bl.a. – i stigende grad at kigge på dialog marketing og nye løsninger via de digitale kanaler.

Valget af Carat som nyt mediabureau betyder, at Aller Media siger farvel til et mangeårigt samarbejde med MediaCom.

I en pressemeddelse siger Vibeke Wolfsberg, der er Bladsalg & Marketingdirektør i Aller Media:

”Vi har haft et stærkt og frugtbart samarbejde med MediaCom, som på alle måder har levet op til vores forventninger. Vi vælger nyt mediabureau for at få ny inspiration og nye øjne på måden, vi bedst sammensætter vores mediestrategi på. Det har selv de bedste samarbejder brug for.”

Det gode forhold blev understreget af, at Aller Media inviterede MediaCom med til pitchen – og at MediaCom tog imod invitationen.

Samarbejdet mellem Aller Media og Carat begynder i begyndelsen af det nye år.