Hvorfor gøre det mere kompliceret end nødvendigt at vælge bureau? Henrik Bruun, der er direktør for den nye Sport24-kæde, havde en god ven med indsigt i bureaubranchen. Han anbefalede Co+ som det rette bureau for kæden.
Og således blev det.
“Det har jeg ikke fortrudt. De laver et godt stykke arbejde,” siger Henrik Bruun.
Sport24 er en ambitiøs ny sportskæde, der er under opbygning af en række udbrydere fra Intersport.
De repræsenterer 15 Intersport-butikker, som først bliver til Sport24 fra d. 1. januar, men herudover har de 15 outlets, som allerede nu er ved at skifte over.
Samlet repræsenterer kæden således 30 butikker med en samlet omsætning på 450 mio. kr. Allerede nu er der dog planer om åbning af 10 butikker mere inden for de nærmeste år.
En af årsagerne til, at de brød ud af Intersport var en forskellig holdning til internettet. Hos Intersport blev det mere set som en konkurrent, mens Sport24-folkene ønsker at se internettet som en forlængelse af butikkerne.
Derfor navnet.
Co+ har været med til at udvikle navnet, og har desuden været involveret i tilrettelæggelsen af design af butikker – ude som inde – samt hjemmesider og andet.
“De hjælper med at få det hele til at spille sammen. Og efter 1. januar skal de også hjælpe os med de kampagner, vi skal i gang med,” siger Henrik Bruun.
Da Bureaubiz talte med ham lige før sommerferien, lagde han mere vægt på at få ansat en marketingchef end på at finde et bureau. Og det er også lykkedes.
Valget er faldet på Pernille Skou, der kommer fra et job som marketingchef hos Biva. Hun har desuden en fortid hos Ide Møbler.