John Birk er en amerikansk antiheltefigur, som har forelsket sig i Rebilds smukke natur. Og det skal gerne smitte af på turisterne i Danmark.
John Birk er skabt af brandbureauet Gotcha og spilles af bureauets egen medarbejder, Kristian Nielsen, som i filmene taler en blanding af amerikansk og jysk. Til daglig arbejder han med lead, digital og experience.
Konceptet og de fire kampagnefilm blev lynproduceret, efter at Gotcha vandt en pitch om at promovere Rebild overfor turister.
”Der skal noget særligt til for at bryde gennem lydmuren i år, hvor der er ekstra rift om turisterne i Danmark. Derfor anbefalede vi RebildPorten (organisation, der markedsfører Rebild, red.) at arbejde med en alternativ karakter og et unikt univers til at tiltrække opmærksomhed og turister til området”, siger Rasmus Brostrøm, adm. dir. i Gotcha.
Efter Covid-19 ramte Danmark har RebildPorten faktisk oplevet en stor tilgang i besøg, også af nye målgrupper, og det var på baggrund af dette, at man besluttede at fokusere på at holde fast i de mange nye gæster og tiltrække endnu flere turister, og derfor ønskede en kampagneindsats.
Universet har fået navnet Back to Rebild og er produceret i samarbejde med Delsted Productions. Filmene udfoldes primært på de sociale medier.
”I år har vi vurderet, at der skal mere til for at skille sig ud fra mængden af smukke naturbilleder. Vi ønsker at overraske og tage folk med ud på en oplevelse – og så gør det jo ikke noget, at det også samtidig er underholdning man husker,” siger erhvervs- og turistchef, Jane Bejlegaard Lindberg.