Amerikansk præsidentkandidat har dansk bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Evan McMullin har som uafhængig kandidat kilet sig ind mellem Trump og Clinton i Utah. Hans kampagne-design er udført af et lillle dansk bureau.

Der er dansk bureau-arbejde involveret i det amerikanske præsidentvalg. Bureauets kunde er Evan McMullin – tidl. CIA-ansat, der til daglig arbejder i kongressen for republikanerne – som er på stemmesedlen i 11 stater og har en reel chance for at vinde hjemstaten Utah. Han ligger foran Hillary Clinton i meningsmålingerne og har Donald Trump inden for rækkevidde.

De færreste herhjemme har hørt om Evan McMullin, og det samme kan vel siges om hans danske bureau med det engelske navn Black.

Det holder til på Kultorvet i København og er ifølge adm. direktør Anders Christiansen et ’design- og tænkebureau’.

”Vi hed tidligere Re-design, men da vores virke er bredere end dét, skiftede vi for en håndfuld år siden navn til Black. Vores hovedfokus i dag er corporate identity,” siger Anders Christiansen.

Også det geografiske fokus har rykket sig, for i begyndelsen af året tiltrådte bureauets femte medarbejder, Max Hamel – og Black fik et kontor i Washington, DC.

”Det er en gammel relation; Jeg mødte Max på rejse engang. Han har rødder i den politiske verden og har været partner i et relativt stort bureau. Hos Black håndterer han kundeudvikling og salg, mens jeg er i USA på månedlig basis i forbindelse med pitches,” siger Anders Christiansen.

evan-black-outdoor

Black vandt opgaven for Evan McMullin, og bureauet var således med til at udvikle strategien, foundraiser-elementet og designet for kampagnen.

”Vi var bevidste om ikke at have Stars and Stripes, men en enkelt stjerne. Kampagnen skulle ikke være enten rød eller blå, men bruge begge farver. Kampagneplottet er, at vi er nødt til at rejse os – og det blev til Stand Up America,” siger Anders Christiansen.

Han tilføjer:

”Politik i Danmark er politik, mens politik i USA er mere corporate, mere business. Og her opfattes en grafisk identitet som lige så vigtig for et parti som selve det politiske politiske produkt.”

Evan McMullin-kampagnen har skaffet det danske bureau opmærksomhed hos andre politiske kandidater, og Black er inviteret med til pitches mod amerikanske bureauer.

”Vi tænker grafik på en anden måde, end man typisk ser i USA. Vi har den skandinaviske forenklingsstil med os, så vi rydder reelt op i vores arbejde for amerikanske kunder.”

Og amerikanske kunder er der kommet flere af.

”Black har nu næsten lige så meget arbejde i USA, som vi har i Danmark. Vi står bl.a. for en ny identitet for et stort energiselskab. Hoveddelen af arbejdet bliver udført i Danmark, og i næste måned tiltræder medarbejder nr. 6 og 7,” siger Anders Christiansen.

Om det nært forestående valg siger bureau-direktøren:
”Evan McMullins mål er ikke at blive den næste præsident, men at kile sit kandidatur ind mellem Clinton og Trump. Det er lykkedes. Når det så er sagt, så er jeg ikke tvivl om, at han ville blive en god præsident.”

evan-black-badge