Torsdag den 16. maj åbner et nyt butikskoncept i Frederiksgade i Aarhus; GoGreenBiksen. Folkene bag biksen er World Perfect – et bureau, der også har været med til at stifte GoGreenAarhus.
”GoGreenBiksen er en butik/turistinformation – ikke en popup-shop, men en permanent butik, der trækker det grønne og det bæredygtige ind i en 2013-virkelighed: Lækkert og moderne designet, varer fra udvalgte producenter, café og et info-område, hvor du kan få at vide, hvad der sker i byen. Det kan være grønne cafeer, øko-bagere, bæredygtig arkitektur, tøj, seminarer, events,” siger Martin Thim fra World Perfect.
Forgængeren er GoGreenAarhus, som har samlet alle de bæredygtige steder i Aarhus på hhv. web, Facebook og app (GoGreenGlobe) – og som nu laver en fysisk manifestation i form af oplevelsesbutikken.
Og World Perfect har været med fra begyndelsen:
”Vi begyndte som et bureau med traditionelle discipliner som tekst og grafisk design, men vi har altid været et bæredygtigt bureau. Og vi har fra begyndelsen også haft vores egne projekter, og GoGreenAarhus har udviklet sig meget siden – takket være stor opbakning fra samarbejdspartnere,” siger Martin Thim.
Han tilføjer:
”Førhen var bæredygtighed lig med begrænsninger, men i dag er det blevet synonym med høj kvalitet og muligheder. Det medfører, at World Perfect i stigende grad er med til at produktudvikle sammen med vores kunder.”
Der findes også et GoGreenCopenhagen, og GoGreenBiksen vil fungere som en pejling for, om en tilsvarende biks kan åbne i København.
I første omgang har den aarhusianske biks fået ikke det blå, men det grønne stempel af byens officielle turistorganisation, VisitAarhus, som samarbejder med projektet. Direktør Peer H. Kristensen siger:
”Vi glæder os over oprettelsen af en grøn gæsteinformation. Aarhus er en by, der virkelig markerer sig på verdenskortet, når det handler om bæredygtighed, og den grønne gæsteinformation er en positiv udvikling, der understøtter VisitAarhus’ strategi om at servicere gæsten på de steder i byen, hvor gæsten færdes. Vi har siden 2009 haft et godt samarbejde med folkene bag GoGreenAarhus. Dette samarbejde glæder vi os til at videreudvikle.”