Web 2.0 holdt i hånd med forbrugerskabt indhold, men det har taget overhånd, for nu forventer annoncørerne, at forbrugerne selv designer produktet, laver og videresender en reklamefilm – og anmelder produktet på deres blog.
Det er envejs-kommunikation, bare den anden vej, så nu må annoncørerne på banen igen.
Således konkluderer Mari-Louise Jonsson, strategisk chef i Envision, i sin nye bog “Fuck forbrugeren”, som Berlingske omtaler i dag.
Forbrugerne gider ikke at lave al arbejdet selv, og vælger derfor fra – sender færre virale film afsted og går til gengæld i dybden med de brands, der bl.a. giver relevant, enkel og troværdig viden.
Hun hyldede for fire år siden i en anden bog de nye kommunikationskanaler. Det gør hun stadig, men virksomhederne bør være opmærksomme på bagsiden – og f.eks. ikke være på Facebook bare for at være det. De nye muligheder kræver klassisk tilgang: Virksomhederne skal først definere deres budskab og herefter finde de velegnede kanaler.
En ansvarlig tilgang til web 2.0 – eller måske snarere et skridt til siden – kan være at kaste et blik på modebranchen. Til Berlingske siger Mari-Louise Jonsson om den del af modebranchen, der laver haute couture-kollektioner:
“De har en fornemmelse af, at de altid ved bedst. De står inde for og tror på det, de laver – og det ender jo også med, at de dikterer den brede mode. Som forbruger er du ikke i tvivl om, at der sidder nogle designere, som virkelig har styr på det, de laver, og derfor er det så inspirerende.”