Af Finn Graversen fg@kabelmail.dk

Bloggerwave vil betale bloggere for at omtale virksomheders produkter. Men der gælder ikke andre regler for skjult reklame i den digitale verden i forhold til den trykte.

Det kan godt være, at sociale medier og blogs lugter nyt, moderne og sexet. Men noget bliver ikke nødvendigvis nyt og moderne blot fordi det er digitalt, og skal man sætte ord på det danske firma, Bloggerwave’s produkt, ligner det noget mere gammeldags:

Tekstreklame!

Firmaets koncept er at skaffe omtale på blogs mod betaling. Hør blot. hvordan det lyder på hjemmesiden:

“Hvis du har en blog, har du ikke langt til klingende mønt. Hvordan? Helt enkelt. Vi har kunder, der gerne vil ha’ dig til at skrive om deres produkt eller service. Så det gør du på din blog. Og får penge for det!”

Firmaet er nu noteret på den amerikanske OTC Bulletin Board og i en årsrapport fra d. 14 januar beskriver man forretningsmodellen således:

Selskaber underskriver en aftale med Bloggerwave

De logger på et sikkert system og lægger en “advertorial” opgave ud til en forhåndsgodkendt pulje på tusinder af registrerede bloggere over alt i verden.

Bloggere gennemser udbuddet og vælger relevante produkter eller services, som de vil skrive om på deres blogs.

Bloggerwave gennemser blogs for at sikre, at de er i overensstemmelse med kundens retningslinjer og godkender dem.

Tekster skal forblive publiceret i 30 dage på World Wide Web.

Når en blog-tekst er blevet godkendt af Bloggerwave forfalder betalingen.

Adm. dir. og stifter, Ulrik Svane Thomsen, understreger dog, at der i godkendelsen ikke ligger noget om, hvorvidt der er tale om en negativ eller positiv omtale.

“Vores grundide er, at bloggerne skal skrive deres ærlige mening. Det er det, der er interessant, og det ville også være svært at praktisere andet over for bloggere”, siger Ulrik Svane Thomsen men erkender dog, at den model er svær at sælge lige i øjeblikket.

“Derfor fokuserer vi da også på udvikling af andre produkter omkring blogs – som f.eks. en af tidens hotte modeller, hvor man betaler for lead-generering”, siger Ulrik Svane Thomsen.

Iøvrigt er kravene klare, hvis modellen skal være lovlig, fortæller forbrugerombudsmand Henrik Øe.

Skjult reklame er forbudt uanset om den er i en distriktsavis eller på en blog.

“Det skal således fremgå på bloggen, at der er betalt for en tekst, og ansvaret påhviler både et firma, der udbyder produktet samt firmaer, der køber omtalen”, siger Henrik Øe.

Han vil således umiddelbart rette søgelyset mod annoncørerne, hvis der er sager om skjult reklame på blogs,

Ulrik Svane Thomsen fortæller, at kravene ikke er anderledes i USA, og derfor ligger der i Bloggerwaves aftaler også et krav om, at det fremgår, når der er tale om sponsorerede eller betalte artikler.

“Det skal stå der, og det kan blive meget dyrt i USA, hvis ikke vi er opmærksomme på det. Det tager selvfølgelig lidt af glansen, men jeg mener stadig, at omtalen har værdi”, siger Ulrik Svane Thomsen

Kommentarer

  1. Man bliver ikke knaldet for at skrive en blog. Men hvis en annoncør betaler en blogger for at omtale et produkt og bloggeren ikke oplyser, at det er et sponsoreret indlæg, risikerer annoncøren, at Forbrugerombudsmanden vil gå efter annoncøren.

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club