Af Finn Graversen fg@kabelmail.dk

Seks annoncenetværk er gået sammen om at løfte branchens niveau.

Tidligere på året talte ad pepper medias adm. dir., Thomas Folmann, på Bureaubiz om behov for selvransagelse blandt annoncenetværk.

Nu er der så taget et initiativ, der tager sigte på at løfte branchens niveau.

Seks annoncenetværk har stiftet en brancheforening under navnet Foreningen af Danske Internet-netværk (FDIN).

De seks skriver i en pressemeddelelse, at “det er nemt for nye aktører at forsøge sig med en opstart på markedet for annoncenetværk på nettet, og det har betydet mange valgmuligheder for annoncørerne. Men det gør det også svært at overskue markedet og skelne de seriøse annoncenetværk fra dem, som kun er ude på at score en hurtig gevinst på kundens bekostning.”

“Målet er at få samlet branchen samt at løfte overliggeren. Det skal ske gennem god forretningsskik, øget gennemsigtighed og ensartethed samt større krav til netværkernes samarbejdspartnere,” siger foreningens nye formand, Jimmi Meilstrup, der er medstifter og medejer af EuroAds.

Brancheforeningens første medlemmer er TradeDoubler, ad pepper media, SmartResponse-Media, Guava Media, SpecificMedia og EuroAds. Men foreningen håber på flere medlemmer, der kan og vil leve op til foreningens regler.

“Vi er overbeviste om, at stiftelsen af denne forening vil være startskuddet til at løfte hele niveauet i branchen. Bl.a. gennemfører vi en intern revision af medlemmerne efter forbillede fra IASH, der er en lignende brancheforening i Storbritannien. Simpelthen for at skabe den nødvendige gennemskuelighed.” siger Jimmi Meilstrup og fortsætter:

“Det har været en sej proces at få samlet medlemmerne, og der ligger et hårdt stykke arbejde forude. Som noget af det første skal vi f.eks. have lavet en fælles kvalitetsaftale med de førende mediebureauer. Men vi er i gang nu, og Rom blev jo heller ikke bygget på én dag. Det vigtigste er, at branchen endelig er samlet, og det er et godt udgangspunkt. Hvis vi skal reformere branchen, er det det, der skal til.”

Kommentarer

  1. Godt! Det har vi ventet på længe!

    Lav et etisk regelsæt, som medlemmerne skal overholde. Og ekskluder konsekvent de medlemmer der bryder reglerne.

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club