Annoncørers spareiver presser WPP

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Store annoncører har beskåret deres marketinginvesteringer, og det får kontant betydning for WPP, som sænker forventningerne til 2017.

Den første halvdel af 2017 blev en lunken affære for WPP.

Det verdensomspændende bureaukonglomerat har netop aflagt et halvårsregnskab, som på bundlinjen ser pænt ud, men som afspejler en for WPP kedelig udvikling.

Nok har koncernen samlet set kunnet fakturere sine kunder for 25,9 mia. euro mod 25,3 mia. euro i 1. halvår 2015, men når valutaen reguleres, er der faktisk tale om et fald på små 5 pct.

Det skyldes, anfører WPP, et fald i reklamekøbet inden for især forbrugsgoder. Ifølge det engelske medie Campaign er det store annoncører som Procter & Gamble og Unilever, der holder på pengene.

På baggrund af det svigtende salg i navnlig årets andet kvartal har man hos moderselskabet i London sænket forventningerne til hele året, hvor omsætningsvæksten nu ventes at blive mellem nul og en procent.

WPP beskæftiger flere end 200.000 medarbejdere på godt 400 bureauer i 112 lande. Blandt koncernens bureauer er Burson-Marsteller, Grey, GroupM, Mediacom, Mindshare og Ogilvy.

Selskabets regnskabsmeddelelse for 1. halvår 2017 findes her.