Another fandt sig selv i 2020

Peter Engholm,
journalist

I et turbulent år demonstrerede det kreative bureau, at det er landet det rette sted. Adm. dir. Morten Hershøj ser tilbage på år med store udsving – og kigger frem.

Årsregnskabet for Another er landet, og det er yderst fornuftigt. Men også i overført forstand er bureauet landet, og det gør det til en anden og bredere fortælling end blot seneste års nøgletal.

Men lad os tage nøgletallene først: Der blev lagt 35 pct. på omsætningen i 2020 (nu 13,7 mio. kr), og bruttoavancen voksede godt 22 pct. til 7 mio. kr. Resultatet før skat var godt en million kr. mod et underskud i 2019 på 0,4 mio. kr.

At vokse på både top- og bundlinjen i et skælvende 2020 er i sig selv flot – og tankevækkende, for Another har haft sin egen turbulente tid, men ikke lige i 2020.

Another blev til i 2013 på baggrund af en usædvanlig beslutning og en udtalt vilje til handling. Morten Hershøj var dengang COO og medejer i Wibroe, Duckert & Partners, og da parterne skiltes, valgte han friheden frem for penge og en konkurrenceklausul på op mod et år. Sammen med Thorkild Bjerre, der var digital kreativ dir. på Partners, stiftede Morten Hershøj så Another. Morten Hershøj er adm. direktør og Thorkild Bjerre er kreativ direktør.

En bevidst beslutning at blive mindre
De første omtaler af Another satte ord på, hvad bureauet var – og ikke var – for en størrelse. Betegnelsen ”hybridbureau” blev introduceret, men siden forladt. Men det, der fyldte mest, var kundetilgang og nye medarbejdere. Halvandet år efter talte bureauet 10 medarbejdere, og ved den lejlighed var historien, at man søgte yderligere 4. Og det fortsatte:

”I 2017 var vi 23 medarbejdere. I løbet af få år var vi oppe at omsætte for 18-20 mio. kr. Sommerfesterne var rigtig sjove, men vi var ved at tabe os selv,” siger Morten Hershøj og uddyber:

”Vi har været på en rejse mod at være et stort bureau, men det fungerer bedst med den tætte forbindelse og kreative rådgivning til kunderne. Det er en bevidst beslutning at være mindre.”

Regnskabsårene 2016 og ’17 var gode, men det ændrede ikke ved beslutningen i slutningen af 2018 om at gå fra et mellemstort til et mindre bureau.

”Vi ville gerne have føling med alt – igen. Og 2019 blev først og fremmest et transformationsår,” siger Morten Hershøj.

I dag tæller Another 8 faste medarbejdere – suppleret med et fast freelance set-up.

”Vi er et mindre, kreativt bureau – drevet af seniorkræfter – og har reelt to produkter. Vi tager vores kunder igennem en kreativ strategisk udvikling af den brand story, der skal definere brandet de næste 5, 10, 20 år. Og så ruller vi, med udgangspunkt i den brand story, en række kreative kampagner og brand moves ud for det pågældende brand”.

CMO’en køber ind a la carte
Morten Hershøj bruger selv vendingen ”vi er landet” om det aktuelle regnskab og om bureauet. Og erkender i samme åndedrag, at Another også har været begunstiget af en tendens, der ses både herhjemme og i udlandet:

”De mindre senior-bureauer bliver ofte foretrukket som kreativ partner hos de store brands. Brandet er igen rykket ind på direktionsgangen, fordi man har fundet ud af, at det er den drivende kraft i mange virksomheder. Så de køber bl.a. erfarne kreative højre hænder og sparring, der kan hjælpe med at flytte brandet til det rigtige sted” siger Morten Hershøj og tilføjer:

”At vende tilbage til den gode, solide branding – og til craften – er ikke et farvel til data. Det vil stadig være der, men data alene løser det ikke. Det væsentlige for kunder er: Hvad er vores kontrakt med forbrugeren? Hvad er den dominerende fortælling om os? At finde ind til denne nerve – dét er ikke umoderne.”

Mulig begrænsning for at bevare nærvær
Det tætte samarbejde ikke kun er noget, bureauet selv prioriterer:

”Vi spurgte i sidste uge bredt i vores netværk, hvilket ord de ville sætte på Another. Og udover kreativitet var det især ord, der beskrev energi, tæt samarbejde, dedikation og nærvær. Det er dét, vi aldrig må slippe – og det er blandt årsagerne til, at vi har haft flere af vores kunder de sidste 5-6 år,” siger Morten Hershøj og tilføjer:

”Vi overvejer faktisk en dag at sætte en begrænsning på antallet af kunder for at kunne bevare denne nærhed. Ligesom på en rigtig god restaurant. Her udvider de ikke bare bordantallet, fordi efterspørgslen efter den gode oplevelse stiger.”

Overvejer I også at sætte en begrænsning på antallet af personer på bureauet?

”Vi kan måske godt blive 12-15 i alt, men ikke 25. I det øjeblik vi runder 20, så slipper vi nærheden og sparringen med kunderne” siger Morten Hershøj.

Nøgletal for Another

  • Bruttoavance 7,027 mio. kr. +22,6 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 990.875 kr. +37,9 pct.
  • Lønandel 63,5 (79,9)
  • Resultat før skat +1,046 mio. kr. (-0,435 mio. året før)