Aquad’orable konceptet – det ville jeg ønske, jeg havde lavet

Jesper Isholm, kreativ, possible og Wasabi

Jesper Isholm, possible og Wasabi, fremhæver før årets største julefrokostdag … vand. Et ordinært produkt, der i tilfældet Aqua d’or er strålende gennemtænkt og eksekveret – og viser holdning.

Jeg kan godt lide brands, der giver noget mere til forbrugeren end budskabet “køb det her” pakket ind i en sjov film eller en annonce. At man i stedet skaber en aktivitet, der er relevant for forbrugerne at involvere sig i, og ad dén vej brander sit produkt med et budskab, der bunder i en holdning eller en sandhed omkring produktet.

Dét er Aquad’orable kampagnen et godt eksempel på.

Her har Co+Høgh taget en helt ordinær dansk flaske vand og udviklet et relevant koncept, der blandt andet giver mulighed for at sprede sit budskab via et tv-format på TV3. Og ikke bare et hvilket som helst tv-format. Nej, en ny slags reality konkurrence i naturlig skønhed, hvor naturligt smukke piger fra hele landet konkurrerer mod hinanden om at blive Årets Miss Aquad’orable. Det er da smukt og alle (eller mange i hvert fald) kan være med.

Derudover kan jeg ekstra godt lide kampagnen, fordi den viser en holdning!

“Naturlig skønhed” er nemlig i høj grad en stillingtagen til den forkvaklede og ikke særligt naturlige del af modeverdenen, som man så ofte hører og læser om.

Aqua d’or formår som de eneste i deres kategori at levere en relevant kommentar til et aktuelt emne i samfundsdebatten, som man så kan vælge at være enig eller uenig i. De fleste er enige, vil jeg tro. Og at det sælger varer, er jeg ret sikker på.

Sådan er vand fra Aqua d’or nu blevet synonym med naturlig skønhed på en vedkommende, sympatisk og stærkt positionerende måde. Og med en underholdende kampagne, der bruger alle mediekanaler intelligent og får ekstra meget synlighed via et partnerskab, der er tænkt rigtigt fra start til slut.

Derfor gad jeg godt at have lavet Aquad’orable konceptet. Jeg synes simpelthen, det er strålende gennemtænkt og eksekveret. Og brandgodt købt af en dygtig kunde, ej at forglemme!

Skål!