Der er AR i ARlas nye kampagne

Anja Christensen
stud.ling.merc

En ny AR-kampagne på mælkekartoner af Isobar Finland for Arla Finland skal få forbrugere til at vælge Arla-produkter.

Isobar Finland står bag en augmented reality-kampagne på mælkekartoner for Arla Finland.

Det skriver Business Insider Nordic, og Arla Finland vil med kampagnen bruge ny teknologi til at forlænge storytelling i hjemmet. Det fortæller Arla Finlands head of digital Tomi Sirén.

Forbrugeren scanner siden af Arla Finlands mælkekartoner, hvorefter killingen Aamu – der betyder morgen på finsk – springer ud fra kartonen, og bevæger sig rundt på bordet ved brug af en app, der er udviklet af den finske AR-opstartsvirksomhed Arilyn.


Kilde: Business Insider Nordic

“Den vil gerne være en en del af køerne, hvorfor den også ligner lidt en ko og opfører sig som dem,” siger Mikko Rissanen, managing director hos Isobar Finland til Business Insider Nordic.

Både Arla og Arilyn mener, at AR kan bruges af brands til at skabe forbrugerengagement og -loyalitet gennem en tættere og ny form for kommunikation med forbrugerne. Især på markeder, der er præget af commodities og hvor det derfor er sværere for brands at differentiere sig.

Derudover mener Tony Marttila, sales director hos Arilyn, at kampagnens narrativ- og storytelling-elementer kan skabe et emotionelt bånd mellem forbruger og produkt, der kan medvirke til, at forbrugeren vælger det specifikke produkt over andre.

Udover at manøvre rundt på bordet, skifter killingen adfærd alt efter hvilken tid på døgnet det er, og om den bliver leget nok med. Samtidig udvikler den sig fra killing til kat på længere sigt.

AR-killingen bliver altså til et smartphone-kæledyr i sand Tamagotchi-stil.

Arla Finlands head of digital, Tomi Sirén, håber at kampagnen er startskuddet til noget stort, og at flere af Arlas produkter i fremtiden bliver AR-kompatible:

“Vi starter i Finland og ideelt set går vi globalt,” siger Tomi Sirén.

Kampagnen blev lanceret på Arlas mælkekartoner i denne uge.

IKEAs virtuelle møbler
Et andet brand, der også har benyttet sig af AR-teknologi, er IKEA i forbindelse med deres katalog.

Her har IKEA givet forbrugeren mulighed for at placere virtuelle møbler i eget hjem ved at scanne koderne i kataloget med en IKEA katalog-app.

IKEAs brug af AR er tænkt til at gøre det nemmere for kunder at shoppe online ved at visualisere møblerne i deres eget hjem, før de køber dem.