Arbejdernes Landsbank vil af landsholdstrøjen

Emil Malte Simonsen
emil.s@bureaubiz.dk

Arbejdernes Landsbank er sammen med Danske Spils Oddset hovedsponsor for DBU, der har været under kritik for ikke at tage afstand fra det kommende VM i Qatar. Banken afviser, at det er baggrunden for at stoppe sponsoratet.

I går skrev Weekendavisen, at avisen har ‘erfaret’, at Arbejdernes Landsbank har anmodet om en øjeblikkelig opsigelse af sponsoratet af DBU. Sponsoratet løber ellers til og med det kommende VM, der afvikles i november og december næste år.

Opsigelsen af sponsoratet sker i kølvandet på bred kritik af DBU og Herrelandsholdet for ikke at tage afstand fra det kommende VM i Qatar. Arbejdernes Landsbank afviser dog, at det har noget med sagen at gøre. 

Weekendendavisen beretter ikke desto mindre, “at der langt ind i Arbejdernes Landsbank findes en dyb bekymring ved udsigten til at skulle optræde som sponsor ved slutrunden i Qatar, hvis fodboldstadioner hovedsageligt opføres af underbetalte, frihedsberøvede migrantarbejdere fra Vestafrika og Sydasien.”

Overfor DR bekræfter Arbejdernes Landsbank opsigelsen af samarbejdsaftalen. Gert Jonassen, topchef i Arbejdernes Landbank siger til DR, at det handler om “Kviklånsloven og ikke om Qatar.” 

Han henviser til sidste års lovændring, der gjorde det ulovligt for forbrugslånsudbydere at reklamere side om side med spilreklamer. Dén lovændring har betydet, at Arbejdernes Landbank ikke har haft sit navn på træningstøjet siden sommeren 2020, da Danske Spils Oddset er DBU’s anden hovedsponsor. 

“Vi har ikke fået det ud af sponsoratet, vi havde håbet på, fordi vi ikke må stå på trøjerne sammen med Oddset. Derfor trækker vi os nu,” siger Gert Jonassen til DR. 

Der er ellers udsigt til en lovændring, der igen ville gøre det muligt for Arbejdernes Landsbank og Oddset at stå side om side på landsholdstrøjen. Lovændringen forventes 3. behandlet i Folketinget inden for få uger, skriver DR.