Arla bag historisk dyr reklamefilms satsning

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Der ligger formentlig en investering på over 20 mio. kr. bag produktionen af reklamefilm til den nye globale kampagne for Arla-brandet.

Arla er ikke i tvivl. “Closer to nature” er et langtidsholdbart koncept. Udfordringen har således mere været at finde et kreativt udtryk, der fungerer.

Og det er så hvad man håber at kunne præsentere i dag, hvor der er premiere i Danmark og Sverige. Der var i Grækenland i week-enden og herefter følger otte andre lande. I hvert fald i første omgang.

“Vi havde intern præsentation torsdag og fredag, og jeg håber da, at der er flere lande, som får lyst til at bruge kampagnen”, siger koncern marketingdirektør, Anne With Damgaard.

Temaet bag kampagnen, “Closer to nature” har man arbejdet med i flere år, og Anne With Damgaard er ikke i tvivl om, at indsigten bag er rigtig.

“I den moderne verden fylder elektronikken – tv, computere, internet, mobiltelefoner, etc. – mere og mere, og bringer os længere væk fra naturen. Men alle vores analyser viser, at der samtidig opstår en form for længsel efter naturen. Elektronikken er fin – den vil vi ikke undvære – men vi vil heller ikke undvære naturen”, siger Anne With Damgaard.

En ting er dog at have denne indsigt – noget andet at få den kommunikeret – og her har Arla nu investeret et for koncernen usædvanligt stort beløb i udviklingen af en global kampagne.

Det startede for trekvart år siden med valget af engelske AMV BBDO til at varetage Arla-brandet, og efter lange forberedelser er det nu blevet til en kampagne, hvor der i et hug er produceret 24 forskellige film bygget op omkring 6 såkaldte masters med hver sit produkt.

Anne With Damgaard vil ikke sige noget om, hvad produktionen har kostet.

“Jeg kan dog fortælle, at det er en historisk stor produktion for Arla, hvor vi var i Los Angeles i tre uger for at skyde filmen. Så selv for produktions-selskabet var det en stor opgave,” siger Anne With Damgaard.

Et forsigtigt skøn vil bringe omkostningerne op over et tocifret millionbeløb. Og formentlig op over 20 mio. kr. når alle omkostninger regnes med. Instruktøren er engelske Peter Twaites, der bl.a. har lavet Honda, Vodafone og Barclaycard.

“Da vi valgte et bureau til at varetage Arla-brandet globalt, var det dels fordi vi gerne ville have en mere ensartet kommunikation og dels fordi vi satsede på, at kunne få lavet noget med mere slagkraft, når vi puljede ressourcerne. Der er ikke nogen af vores markeder, der alene ville kunne klare omkostningerne til en sådan produktion”, siger Anne With Damgaard.

Den første film viser en dreng og en ko, der kommer fra byen og ud i naturen. Et tema som er tæt på noget, man har set før fra Arla’s side. Og et tema der umiddelbart er meget forudsigeligt for en mejeri-virksomhed.

“Vi kan selvfølgelig ikke komme uden om koen, og det er naturligt, at den optræder i den første film. Men efterfølgende kommer man til at opleve fem andre dyr, og locations vil også skifte meget. Vi vil gerne have noget opmærksomhedsskabende, og det kræver, at der kommer nogen overraskelser undervejs. Derfor er der heller ikke nødvendigvis direkte link mellem dyr og produkt i alle film,” siger Anne With Damgaard.

Selvom der er lavet mange film, så er det dog ikke sådan, at Arla nu har film til de næste tre år.

“Selvfølgelig håber jeg, at der er film, der viser sig at have en langsigtet effekt, men som udgangspunkt regner vi med at have film til i år og godt stykke ind i 2011. Anden produktionsrunde er allerede ved at blive planlagt – formentlig til efteråret,” siger Anne With Damgaard.

Se en film om filmene her