Arla har valgt nyt reklamebureau til mælk

Peter Engholm
25@mail.dk

For anden gang denne sommer går DDB-bureauerne i Danmark og Sverige sejrrigt ud af en nordisk konkurrence. Den har umiddelbart kørt i Sverige, men DDB i Danmark har været særdeles aktiv.

Der var ikke bare to bureauer tilbage i konkurrencen om Arlas nordiske mælkebudget, som Bureaubiz skrev i går. Beslutningen var truffet. I dag er det kommet frem, at valget er faldet på DDB i konkurrence med Lowe Brindfors.

Umiddelbart er konkurrencen kørt i Sverige, men fra DDBs side har det været et fælles projekt mellem DDB i Stockholm og København, lige som det var tilfældet med Codan, som de to bureauer vandt på nordisk plan kort før sommerferien.

“Der har været et strategisk og nordisk fokus på Arla, og her har vi en række kompetencer på kontoret i København, som gør, at vi i høj grad har haft noget at byde ind med”, siger adm. dir. Johnny Henriksen og tilføjer: “Vi glæder os til at komme i gang med både det nordiske og lokale arbejde”.

Arla kommer således til at fylde godt hos DDB i København.

“Det er klart, at vi med Codan og Arla i hus er et bureau i vækst”, siger Johnny Henriksen.

Hos Arla understreger Åsa Geremyr Hansén til Resume, at først når man er kommet længere med de strategiske nordiske spørgsmål kan man tage stilling til, hvordan man langsigtet håndterer arbejdet omkring mælk. Forsmann & Bodenfors fortsætter således indtil videre på lokalt svensk plan, og det samme må så gælde Kunde & Co i Danmark.

Åsa Geremyr Hansén siger videre, at det har været en hård konkurrence:

“Det som tippede ud til DDB’s fordel var et stærkt fundament på flere af de nordiske markeder i kombination med en god planner-funktion”.