Arla vælger nyt bureau til Lurpak

Peter Engholm
25@mail.dk

Lurpak-brandet er ude i mere end 75 lande – med Storbritannien og Danmark som de største markeder. Nu har Arla fundet et nyt bureau til det samlede budget.

Hjaltelin Stahl & Co var eneste danske bureau, der fik en løve med hjem fra Film Lions (i form af bronze) ved sommerens VM i reklame i Cannes. Men i samme konkurrence var der sølv til et dansk brand, da Wieden + Kennedy fik en løve i sølv for Lurpak-filmen “Kitchen Odyssey“.

Nu følger resten af kongeriget, for Campaign skriver, at Lurpak – uden forudgående bureaukonkurrence – har valgt Wieden + Kennedy til at håndtere Lurpak på verdensplan, hvilket vil sige på 75 markeder – med Storbritannien og Danmark som de største.

Wieden + Kennedy gør således comeback på budgettet, efter at bureauet i februar sidste år mistede det til Saatchi & Saatchi. Dengang beholdt Wieden + Kennedy “kun” det britiske budget.

Nu er det så Saatchi & Saatchis tur til miste det store budget, men de vil fortsætte med arbejde med visse digitale projekter for brandet.

Lurpak er et af de tre brand-ben, som Arla-koncernen står på. De to andre er oste-brandet Castello og selve Arla-brandet, og i begge tilfælde valgte man et globalt bureau sidste år – i begge tilfælde britisk: AMV BBDO fik Arla, mens Mother fik Castello – med Ogilvy Advertising som lokalt dansk bureau.

Det har ikke været muligt i dag at få en kommentar fra Arla om, hvem der skal hjælpe Wieden + Kennedy på det danske marked.