Amerikanere er som bekendt hysterisk angste for sagsanlæg, og det er en af årsagerne til, at web-bureauet Atmosphere Copenhagen nu er under konkursbehandling.
Bureauets aktiviteter blev tidligere på foråret fusioneret ind i BBDO – men altså ikke selskabet, som BBDO ejede under halvdelen af.
Derfor skulle selskabet lukkes ned.
“Og det er der mange måder at gøre på. Det, der sker nu, er den mere aggressive amerikanske, hvor man lukker det ned her og nu og sikrer sig mod, at der gemmer sig noget i historien, der kan blive til et sagsanlæg”, siger Tobias Smidth-Fibiger, der ejede majoriteten sammen med Carsten Vigh.
Han karakteriserer det som finansiel gymnastik på et højere plan og understreger, at bureauet ikke var konkurstruet eller at konkursen sigter mod at løbe fra regningen.
“Selvfølgelig kunne vi også mærke krisen, men vi var på ingen måde i nærheden af en konkurs. Fusionen med BBDO var en strategisk beslutning styret af, at vi var på jagt efter et integreret set-up”, siger Tobias Smidth-Fibiger.
Han kan ikke udtale sig om økonomien, idet kurator overtager al ansvar i det øjeblik egen-begæringen om konkurs bliver behandlet.
Det er ikke lykkedes at få kontakt med kurator.