August på tværs: “…how lovely and Danishly polite”

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

August bød på mange navnenyheder. F.eks. fik McCann sin nye direktør på plads, og det blev annonceret i fællesskab med det bureau, han blev hentet fra. Noget som McCanns nordiske chef ikke har oplevet før.

Efter at skoleferien er blevet flyttet, er august blevet en blød måned, hvor der går noget tid, før det hele kommer rigtig i omdrejninger.

McCann kunne dog levere en af de mere markante nyheder, mens Kim Jong lidet overraskende gik selvstændig  – mere om det om lidt.

Når man “sparer op” gennem juli måned, så bliver der pludselig plads til en række markante navnenyheder. Som f.eks. at Claus Møllebro nu har taget et karrieremæssigt pit-stop efter nogle år som kreativ direktør hos AdPeople, og at Mikkel Heideby sagde farvel til sin partner gennem en årrække hos Umwelt, Martin Michael Hansen – og farvel til tilværelsen som selvstændig.

Mikkel Heideby havde nemlig en pæn ejerandel og nu er han i stedet ansat hos Black Rabbit, der nok er et bureau – men som ikke har et eget cvr nummer. Juridisk er bureauet således grundlæggende en enhed under Kunde & Co.

Umwelt havde et dårligt 2015, men det er den slags, der følger med at være selvstændig. Selvfølgelig er det ikke alle, der har temperamentet til det, og respekt for det.

Alligevel er det den slags nyheder, hvor man ikke helt kan slippe lysten til at have været en flue på væggen i de interne samtaler.

Didrik Fjeldstad skiftede fra Carlsberg til en top marketingstilling i SAS, mens Pia Niemann gjorde det flot hos Coop. For havlandet år siden skiftede hun til Coop fra DDB, og nu har hun fået en af branchens tungeste marketing-stillinger:

Pia Niemann er blevet ny øverste marketingboss for samlingen af marketingafdelingerne i Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’ Brugsen. Det er en ny organisation, hvor man vil søge større synergier mellem de tre kæder, der tilsammen omsætter for 35 mia. kr.

Jimmy Schougaard gør det fortsat flot hos Ogilvy i New York – så flot at han hjemvenden er blevet forpurret. Derfor bliver han nu super-pendler – mellem København og New York – fordi han for en tid skal lede OgilvyOne.

DigitasLBi fik ny direktør – Mari-Ann Herlof Mortensen er hentet hos Valtech og erstatter Christian Birk, der rejser til USA.

Og hos 1508 var der skiftedag på topposten. Line Rix træder et skridt tilbage og overlader ledelsen til Thomas Busk.

McCann fandt sin nye direktør

Og så fik McCanns nordiske chef, Richard Bonner-Davies også en ny mand på plads efter at have skilt sig af med Morten Ingemann og Kim Jong Andersen.

Ind imellem kan man høre folk mene, at man i den danske bureaubranche er negative over for hinanden. Det er dog ikke, hvad Richard Bonner-Davies oplever. Hans nye direktør blev Tobias Smidth-Fibiger, der er hentet fra et job som client service director hos Hjaltelin Stahl, og det blev annonceret med en fælles pressemeddelelse.

Den slags har Richard Bonner-Davies ikke oplevet før, og han ledsagede det med følgende karakteristik over for Bureaubiz:

“…how lovely and Danishly polite.”

Fredsommeligheden blev yderligere understreget af, at man dagen efter annonceringen fortsat kunne møde Tobias Smidth-Fibiger i gang med sit arbejde på Hjaltelin Stahl.

Kim Jong går selvstændig

For Kim Jong Andersen blev august også måneden, hvor han annoncerede sit nye virke efter tiden hos McCann.

Fremtiden hedder nu at være selvstændig rådgiver i sit eget firma Jong.

At han går selvstændig, kan næppe overraske mange. Da Bureaubiz gik i luften i foråret 2008, var han hos Hello Group. Siden har han været hos fem bureauer samt en tid som Interim Digital Manager hos Arla.

Og det er langt fra altid gået stille af sig.

Måske er han bare en lidt rastløs sjæl – men han er samtidig en dyr dreng. Det fik man antydningen af i McCanns regnskab. 2015 bød på en markant stigning i gennemsnitslønnen, og forklaringen lød: dyre ansættelser.

Så rollen som selvstændig forekommer velvalgt. Om det så udelukker, at han igen bliver ansat? Tjah. Man kan ikke udelukke, at der fortsat er vovehalse blandt bureaudirektørerne.