Af Peter Engholm 25@mail.dk

Jyllands-Posten sendte Aurora-prisen 2008 live på nettet. Point for forsøget …

Hvis der en skønne dag skal battles på staying power, så vil finalen sandsynligvis stå mellem Uncles Fakta og BBDOs Oddset. For selv om de to koncepter har snart mange år på bagen, vinder de fortsat priser. BBDO tog for sig ved True Awards for nylig, mens Uncle hev Aurora-prisen 2008 i land i går.

Jyllands-Postens uofficielle DM i Print i går blev indledt med en Aurora til Uncle og Fakta i kategorien kortvarige forbrugsgoder, og awardshowet afsluttedes med den ovennævnte Aurora-pris til samme serie.

Uncle åbnede og lukkede således festen, men derimellem stod der Propaganda McCann på en god bid af priserne.

Bureauet fik hele tre Aurora’er, og dét i så forskellige kategorier som BtB og ikke-kommercielle annoncer samt Publikumsprisen – sidstnævnte for noget så umiddelbart publikumsfjernt som en tekst-båren rekrutteringsannonce fra Deloitte.

Jyllands-Posten afviklede som noget nyt prisoverrækkelserne via en live-streaming på www.auroraprisen.dk. Og det havde sine fordele og ulemper.

Fordelen ved formen var, at den var kvikt afleveret: Et jurymedlem knyttede kommentarer til kategorien og vinderne, som værtinden, Camilla Oxvig Misser, så interviwede via telefonen eller med livekamera fra bureauet. Og selvsamme Oxvig Misser gjorde sit til at sprede en feststemning, som formen bare ikke helt understøttede. Det er givetvist dynamisk, men festligt? Næppe.

Og værtindens glæde overskyggede under alle omstændigheder hendes brancheindsigt. Eller sagt mere positivt: Netop hendes umiddelbarhed bidrog til underholdningen.

Som da &Co blev spurgt:

Hvor mange priser har I vundet?

“Med Bianco?”

Nej, i det hele taget …

“Øh …”

Og Uncles kreative direktør, Per Pedersen, anede ikke, hvordan de blev ved med at få ideer til Fakta-annoncer, men kunne til gengæld prompte bekræfte, at han handlede i kæden.

Rasmus Dunvad, AarhusKontoret, havde også købt ind hos sin kunde, Hi-fi Klubben, men anlægget var brændt sammen.

Thomas Hoffmann, kreativ direktør i &Co og juryformand i Aurora Youngsters, gav med håndfladen og med håndryggen til mange af de 220 indsendte annonceforslag til Dansk Epilepsiforening.

“Niveauet var … forudsigeligt. Alt for mange annoncer tog pis på emnet om folk, der er ramt af epilepsi. En klassisk fejl, når man er helt ung og skal til at lære at kommunikere. Men heldigvis var der også nogle fantastiske imellem, og vinderen var klar – det tog juryen 10 sekunder.”

Vinderen, Ditte Grandjean, forventede at skulle bruge de 25.000 kr. i præmiepenge på at tage til Cannes festivalen næste år. “Hvem ska’ du så ha’ med?” lød spørgsmålet, som var Cannes Lion en charterrejse med kæresten.

Da Oxvig Misser for 5. eller 6. gang spurgte en vinder “Hvordan skal I så fejre det?”, lød det lakoniske svar fra Per Pedersen:

“Vi skal fejre det ved med at gøre det oplæg færdigt, som vi skal aflevere i morgen”.

Og det var ganske symptomatisk: Showet var afviklet på 40 hurtige minutter, og teknikken fungerede, men da der er deadlines snarere end oneliners i bureaurepræsentanter sådan en torsdag eftermiddag, så var Aurora-stemningen mest af alt: “1.000 tak for priserne – og videre med arbejdet”.

Aurora-vindere 2008

Aurora-prisen

  • Titel: Fakta
  • Bureau: Uncle Grey
  • Annoncør: Fakta
  • Kreativt ansvarlige: Per Pedersen, Jesper Hansen, Michael Paterson, Rasmus Gottliebsen

Kortvarige forbrugsgoder

  • Titel: Fakta
  • Bureau: Uncle Grey
  • Annoncør: Fakta
  • Kreativt ansvarlige: Per Pedersen, Jesper Hansen, Michael Paterson, Rasmus Gottliebsen

Langvarige forbrugsgoder

  • Titel: Respekt for musikken
  • Bureau: AarhusKontoret
  • Annoncør: Hi-Fi Klubben
  • Kreativt ansvarlig: Rasmus Dunvad

Ikke-kommercielle annoncer

  • Titel: Danmarks Indsamling
  • Bureau: Propaganda McCann
  • Annoncør: Danmarks Indsamling
  • Kreativt ansvarlige: Tobias Rosenberg, Olof Stenstrøm

Magasinannoncer

  • Titel: How to double your collection
  • Bureau: &Co
  • Annoncør: Bianco Footwear
  • Kreativt ansvarlige: Thomas Hoffmann, Martin Storgaard, Jesper Schmidt

Stillingsannoncer

  • Titel: Torm – stillingsannoncer
  • Bureau: Propaganda McCann
  • Annoncør: Torm
  • Kreativt ansvarlige: Espen Sørensen

BtB

  • Titel: De røde ordbøger – nu online
  • Bureau: Mantra
  • Annoncør: Gyldendal Røde Ordbøger
  • Kreativt ansvarlige: Charlotte Ørum-Hansen, Kristine Fynboe

Publikumsprisen

  • Titel: Deloitte stillingsannoncer
  • Bureau: Propaganda McCann
  • Annoncør: Deloitte
  • Kreativt ansvarlige: Hanne Schmidt, Peter Dinesen

Aurora Youngsters

  • Titel: Din støtte
  • Bureau: Kreativ kommunikation v/ Danmarks Mediehøjskole
  • Annoncør: Dansk Epilepsiforening
  • Kreativt ansvarlig: Ditte Grandjean

 

 

Kommentarer

  1. Hehe, jeg synes netop, at det var fantastisk, at værten godt var klar over, at branchen er så selvfed. Hver sin smag. Ros til JP herfra…

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club